Trafikulykker

Katbjerg-ulykke for Landsretten

Når sagen kommer for Landsretten ønsker den 24-årig en mildere straf, mens anklageren vil have skærpet straffen på seks måneders fængsel for at køre dreng i hjel og kvæste en pige.

3. december 2007 blev en otte-årig dreng dræbt og en ni-årig pige alvorligt kvæstet, da de blev ramt af en bil lige uden for landsbyen Katbjerg mellem Mariager og Hobro. Den 24-årige bilist, der kørte de to børn ned, blev i august sidste år ved byretten idømt seks måneders fængsel, hvoraf de tre blev gjort betingede. Han blev desuden frakendt kørekortet i tre år. Både den 24-årige, der er fra Terndrup, og anklagemyndigheden har nu anket dommen. Retssagen skal for Landsretten tirsdag 2. juni. I byretten talte hans forsvarer Ken Ellemose for frifindelse, mens anklager Philip Pagter gav udtryk for, at han burde idømmes 8-10 måneders fængsel. Opdagede ikke ulykken Efter påkørslen kørte bilisten videre uden at yde hjælp til de alvorligt tilskadekomne børn. Drengen døde kort tid efter af sine kvæstelser, mens pigen fik lårbensbrud, trykbrud på kraniet, brud på sædeben og leverkvæstelser. Den unge mands bil var desuden forsynet med ulovlige blå forlygter og andre fejl. I byretten forklarer han, at han havde besøgt sin mor på sygehuset og var ked af det, da han kørte hjemad. Han så godt pigens lyserøde frakke men mærkede ikke noget bump og kørte direkte hjem. Senere ringede både hans far og svigerfar og fortalte om ulykken, hvorefter han kædede tingene sammen og meldte sig selv til politiet.