Musik

Katrine Madsen på Vendelbohus

HJØRRING:Fredag 28. marts optræder jazzsangerinden Katrine Madsen på Vendelbohus akkompagneret af et af Sveriges bedste Bigbands, Bohuslän Bigband. Katrine Madsen optræder med en række af sine egne, roste, sange og en række jazz-klassikere i nyskrevne arrangementer. Hun sammelignes ofte med Shirley Horne, Dianne Krall og Peggy Lee. Katrine Madsen er netop vendt hjem fra en turné til det fjerne østen, hvor hun præsenterede numre fra sin seneste cd "Magic Night". Katrine Madsen CDen er indspillet i Sverige netop med Bohuslän Bigband. Katrine Madsen optrådte blandt andet på Hanoi Jazzfestival, i Australien og Rusland, før hun vendte hjem til den aktuelle turné i Danmark, Sverige og Tyskland. "Hvis jeg var tenorsaxofonist, så ville jeg spille som Ben Webster. Hvis jeg var trompetist, så ville jeg spille som Chet Baker. Hvis jeg var sanger, så ville jeg - uendelig gerne - synge som Katrine Madsen" Sådan skrev forfatteren Suzanne Brøgger i covernoterne til Katrine Madsens forrige cd "My Secret". Katrine Madsen har desuden skrevet sangene til den danske tv-serie "Edderkoppen", der blev vist for et par år siden. På Katrine Madsens nye cd "Magic Night" er hovedparten af musikken arrangeret af den dansker trompetist Jesper Riis, og den svenske pianist Lars Jansson, der begge er blandt musikerne, når Katrine Madsen optræder på Vendelbohus. Det er foreningen NORDJYSK Jazz Selskab, der har fået Katrine Madsen til Hjørring.