Kattegatbro mangler støtte

Lokalpolitik 20. marts 2007 05:00

KØBENHAVN: Det har lange udsigter med en fremtidig bro mellem Jylland og Sjælland. Det fastslår transportminister Flemming Hansen (K), efter regeringspartneren Venstre, jyske lokalpolitikere og trafikeksperter ellers har luftet muligheden for en sådan bro over Kattegat fra Kalundborg over Samsø til Jylland. - Det er for nærværende ikke aktuelt. Jeg ved ikke, hvad det koster, men jeg kan forestille mig, at det vil blive meget dyrt. Så umiddelbart tror jeg ikke på det, siger Flemming Hansen som dog vil lade den såkaldte infrastrukturkommission se på forslaget. Transportministeren kan da også få brug for hver en krone han kan finde, for Financial Times Deutschland kunne mandag berette, at Tysklands forhold til en fast forbindelse til Danmark over Femern Bælt er så iskoldt, at tyskerne vil have lillebror mod nord til at løfte hele den økonomiske byrde. Ifølge avisen er Tyskland kun klar til investere 6,3 milliarder kroner i veje og jernbanenet, som skal binde broen sammen med den øvrige tyske infrastruktur. Men så smækker kassen også i. Femern-bolden ligger for tiden hos den danske regering efter et møde mellem den tyske trafikminister Wolfgang Tiefensee og Flemming Hansen for en måned siden. Her kom tyskerne med et forslag til, hvordan finansieringen bag broen kunne være. Det var dog uspiseligt for den danske delegation, og derfor arbejder den danske regering i disse uger med et svar på det tyske tilbud. I mellemtiden har trafikforsker Uffe Jacobsen påpeget, at der er langt mere behov for en bro mellem Jylland og Sjælland end til en fast forbindelse mellem Danmark og Tyskland. Derfor bør Femern-planerne nedprioriteres, mens krudtet skal bruges på en bro mellem Kalundborg over Samsø til Jylland, mener trafikforskeren. - I stedet for at spilde en masse milliarder på en Femernbro bør man bruge pengene på at løse nogle af de trafikproblemer, som vi har i Danmark. Det logiske vil være at forbinde de to geografiske og økonomiske knudepunkter i Danmark med en bro fra Kalundborg over Samsø til Jylland, formentlig lidt syd for Århus, siger Uffe Jacobsen til Morgenavisen Jyllands-Posten. En idé som bakkes op af formanden for Region Midtjylland og regionernes sammenslutning, Bent Hansen (S). - Hvis man får en Femernbro, vil det trække al udvikling østpå og koble resten af Danmark af. Skal man derimod bevare et Danmark i balance, er man nødt til at gøre noget ved trafikken. Derfor er sådan en løsning langt mere interessant end en bro ved Femern, siger Bent Hansen til avisen. Ud over modstand fra borgmesteren på Samsø og Danmarks Naturfredningsforening (DN) så advarer dog også De Radikale om, at kæmpebroer en “forældet tankegang”. - Det er absurd at diskutere, hvilken bro vi skal have. Det, der i stedet er brug for, er en større investering i den kollektive trafik, så jernbane- og søtransport kan komme hurtigere frem, og så vi kan få nedbragt CO2-udslippet. Det er en forældet tankegang at diskutere dinosaurer-projekter, når vi har brug for at diskutere, hvilken form for trafik vi ønsker, siger den radikale trafikordfører, Martin Lidegaard. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...