Hjørring

Kattehjem orker ikke mere

Både lokalformanden i Hjørring og Hjørring Kattehjem dropper Dyrenes Beskyttelse

HJØRRING:Som dyrelsker er det svært ikke at hjælpe en forhutlet og hjemløs kat. Det kan ikke desto mindre være svært, hvis man er aktiv i Dyrenes Beskyttelse (DB), mener kredsformanden i Hjørring Jesper Pedersen og lederen af Hjørring Kattehjem, Jonna Fals. Derfor trækker Jesper Pedersen sig ud af DB, mens kattehjemmet stopper sit samarbejde med foreningen. - Jeg føler mig dolket, spiddet og på mange måder latterliggjort, siger Jonna Fals. Rystet Hun ejer Hjørring Kattehjem og Bæklund Kattepension, som i tre år har fungeret som internat for Dyrenes Beskyttelse. I efteråret skrev hun et brev til Dyrenes Beskyttelses hovedkontor. I brevet påpegede hun blandt andet, at hun ikke havde noget samarbejde med mange af kredsformændene. I sit svar betegnede direktør Ole Münster og nordjysk formand Kurt Isaksen kritikken for ”uacceptabel og illoyal”. De mente, at internatet ”ikke kendte sin rolle” og burde stile kritikken til kredsformændene. Det fik Jonna Fals til at opsige aftalen med Dyrenes Beskyttelse. - Det var ikke med mine gode vilje, at vi sagde stop, men vi blev så rystet over svaret, siger Jonna Fals. Solidaritet Kredsformanden i Hjørring, Jesper Pedersen, har nu også trukket sig fra DB i solidaritet med Hjørring Kattehjem. - Kattehjemmet har gjort et kæmpestort stykke arbejde, men det har ikke fået en rimelig behandling fra Dyrenes Beskyttelse, mener Jesper Pedersen. Formanden for DB i Nordjylland, Kurt Isaksen, tager udmeldelserne ”til efterretning”. - Vi hjælper de katte, der er i nød. Hvis nogen har en anden politik over for katte, er det deres sag, siger Kurt Isaksen.