Skagen

Kattekonger i vandet

SKAGEN:De godt 100 tilskuere på kajen frøs mindst ligeså meget som de 14 i vandet, da sportsdykkerklubben Skawdyk i Skagen i går slog katten af tønden i det våde element. Som en af de mandlige tilskuere konstaterede, så var vandet nok kun nogle få centimeter varmt. Men det afholdt nu ikke hverken juniorer eller seniorer fra at hoppe i bassinet, for den gode, gamle tradition holdes i hævd uanset vejr og vind. Som altid var dykkerne udklædte, og krydret med røg og signallys blev det en ganske farverig og fornøjelig times tid på Skagen Havn. Skawdyk har en meget velfungerende og aktiv juniorafdeling, som søndag eftermiddag slog katten af tønden ved klubhuset, hvor det ikke var helt så koldt som på havnen.