Katte

Katten mjaver ikke

?Min kæreste og jeg har en kastreret hankat (indekat), der er to år gammel. Han er begyndt at kaste slim op, og når han prøver på at miave, kommer der ingen lyd ud, og det plejer han jo at gøre. Ved du hvad, det kan være? Min kæreste og jeg har spekuleret på, om det kan være en hårbold eller noget, han har slugt. Vi skriver til dig, da vi begge er på SU og derfor ikke har så mange penge, der står "dyrelægeregning" på. Det er selvfølgelig klart, at katten skal til dyrelægen, hvis det er nødvendigt! Og det vil vi også gøre, men vi ville lige spørge dig først. !Da jeg jo ikke har set på katten kan jeg kun gætte på, hvad der kan være galt. At han kaster slim op, samtidigt med at han ikke har sin normale stemme kunne jo tyde på, at der er noget galt i svælg/strube. Ved irritation eller betændelse i svælget vil man kunne se, at katten laver gylpebevægelser og kaster slim op. Fra svælget er der passage til enten spiserør eller strube. Irritation eller infektion i svælget kan derfor ikke undgå at påvirke strubeindgangen, hvor stemmebåndene sidder. Ved irritation af stemmebåndene vil stemmen ændre sig, katten bliver hæs og kan ikke mjave. Irritation i svælg/strube kan skyldes infektion, eller det kan - som du selv foreslår - også skyldes noget katten har slugt. Populært sagt lyder det som en halsbetændelse. Det kan da være en god idé at få ham undersøgt og behandlet, og så skal I altså en tur til dyrlægen. I skriver ikke noget om, hvor lang tid katten har haft det sådan. Hvis det kun drejer sig om et par dage, kan I jo vælge at se det an endnu et par dage. Hvis det så ikke er blevet bedre, vil jeg anbefale at lade katten undersøge. Med SU som eneste indtægt er der jo ikke så meget at spendere med, men omvendt vil det at have husdyr også betyde, at man påtager sig et ansvar, og det vil en gang imellem koste. Dyrlægeregninger behøver ikke altid at blive astronomiske, men det skal være indrømmet, at det ofte bliver dyrt. Der er jo hverken offentlige tilskud eller momsfritagelse. K.P.