Kavalergang og lårkort hører ikke til her

Pia Kjærsgaard kunne ikke drømme om at bruge sit køn i politik

KØBENHAVN:Den knaldrøde jakke og perlekæden efterlader ingen tvivl om hendes køn. Ligesom de færreste mandlige partiledere dekorerer deres kontor med dug og pynteting. Men så hører det kvindelige islæt også op for Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard. I sine snart 25 år på Christiansborg – de fleste af dem som partileder – har hun været meget bevidst om ikke at spille på sit køn. - Jeg har aldrig brudt mig om positiv særbehandling, Og så synes jeg ikke, at kavalergang, netstrømper og lårkorte kjoler hører til her på Christiansborg. Det tror jeg, de fleste kvinder herinde hurtigt har fundet ud af, siger Pia Kjærsgaard, som mener, det er sværere at blive taget seriøst i den mundering. Alligevel kan hun ikke sige sig helt fri for at have spillet kvindekortet - især i de lange perioder, hvor hun har været den eneste kvindelige partileder i en flok af jakkesæt. - Der har jeg da været ekstra bevidst om at tage neglelak på og måske en sløjfe – sådan lige nok til at kunne skille mig ud blandt de mørke jakkesæt, siger hun og smiler. Aldrig mine børn Ud over tøjet har Pia Kjærsgaard altid sat en klar grænse ved sit familieliv. Især ved børnene. - Jeg ville aldrig tage mine børn med op på scenen, sådan som Lene Espersen gjorde det. For så har man også sagt ja til, at pressen må gå tæt på dit familieliv i andre sammenhænge, og børnene har jo ikke selv valgt det, siger hun. Pia Kjærsgaard siger desuden, at hun aldrig ville have påtaget sig partilederhvervet, hvis hun havde haft små børn. Hendes egne var voksne, da hun gik ind i politik. - Der er jeg nok for meget mor. Jeg ville være for bekymret for, om de kunne klare presset. Men i dag bliver folketingsmedlemmerne jo yngre og yngre, og det samme gør partilederne. Jeg fandt lige ud af forleden, at Helle Thorning er på alder med min egen datter, og hendes børn er på alder med mine børnebørn. Jeg fatter ikke, hvordan hun klarer det, siger hun. Dermed bevæger Pia Kjærsgaard sig selv ind i det felt, som drejer sig om, at kravene er større til kvindelige ledere. - Det hænger nok sammen med, at man som kvinde synes, man skal være alle steder og have ansvar for det hele på én gang. Kaldt rotte og svin I sine snart 14 år i spidsen for Dansk Folkeparti har hun dog aldrig følt sig anderledes behandlet på grund af sit køn. Og dog. - Jeg har tit spekuleret på, om man ville kalde en mand alle de ting, som jeg er blevet kaldt gennem tiden, lige fra rotte til svin. Jeg tror det ikke. Der er en opfattelse af, at kvinder er mere forsvarsløse og bare sætter sig ned og græder i stedet for at slå igen, men det ligger ikke til mig at pive, siger hun. På ét punkt kan man dog godt spore lidt piveri fra Pia Kjærsgaards side. Modsat Helle Thorning-Schmidt, Margrethe Vestager og Lene Espersen har hun aldrig optrådt i et dameblad, bortset fra et lille portræt i Søndag, da hun fyldte 50 år. Ikke fordi hun ikke vil. Hun er bare aldrig blevet spurgt, hvilket tydeligvis generer hende. - Man kan være nok så meget modstander af Dansk Folkeparti, men jeg synes, at man må anerkende, at jeg som kvinde har stået en del igennem.