Kayke er tæt på i AaB

Brasilianeren begynder at være et alternativ i angrebet.

Jens Otto Barsøe,
Kayka fik stor ros for sit indhop mod Lyngby. Nu presser han sig på som starter mod Silkeborg.
Fodbold 28. september 2011 08:40

Brasilianske Kayke var et af de få lyspunkter hos Superligaklubben AaB i nederlaget til Lyngby mandag aften. Offensiv-spilleren blev skiftet ind 12 minutter før slutfløjtet, og nåede i den begrænsede tid han fik på banen at overbevise om, at formen er ved at være på plads. - Kayke var vel vores bedste angriber på dagen, selv om han kun fik kort tid på banen. Han gjorde det godt og fik bragt sin hurtighed og teknik i spil, lyder det fra AaB-træner Kent Nielsen. Han så tirsdag Kayke i yderligere 45 minutters aktion på reserveholdet, og cheftræneren vil ikke afvise, at brasilianeren er i spil til startopstillingen på lørdag mod Silkeborg. - Jeg tror stadig, at han vil have problemer med at spille 90 minutter, men mindre kan også gøre det. Vi har arbejdet hårdt med ham, og det er et stort plus, at han går ind og beviser det niveau, han havde mod Lyngby. Det var positivt og gode præstationer bliver noteret af træneren. Nu arbejder vi frem mod Silkeborg, og så må vi se hvilke valg, der bliver truffet, siger Kent Nielsen, som ikke var helt tilfreds med Jeppe Curth og Nicklas Helenius i Lyngby-kampen. - Vi havde svært ved at bringe Jeppe og Nicklas i de positioner, hvor de er gode, og måske var de heller ikke gode nok til at søge de rum, som de kunne spilles i, vurderer Kent Nielsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...