Kayke jagter målene

Brasilianske Kayke er ved godt mod i AaB trods en målløs sæson.

Kayke scorede på straffespark og blev dermed matchvinder for AaB. Foto: Scanpix

Kayke scorede på straffespark og blev dermed matchvinder for AaB. Foto: Scanpix

Efter otte kampe og i alt 262 superligaminutter i fodboldbenene er AaB’s angriber Kayke Rodrigues stadig målløs i denne sæson. Til træning har den 23-årige brasilianer dog ingen problemer med at finde netmaskerne, og han lader sig ikke slå ud af de manglende mål. - Jeg gør mit bedste, og jeg er startet på banen i de sidste tre kampe, hvor holdet har haft succes. Det er det vigtigste for mig, og jeg er sikker på, at mit eget spil kun bliver bedre og bedre fra nu af, siger Kayke. Han erkender, at den store brændte chance for næsten tomt mål i overtiden i Silkeborg stadig kan dukke op på nethinden. - Nogle gange får du kun én chance i en kamp, og den skal du udnytte. Så forhåbentligt gør jeg det næste gang. Det vil jeg i hvert fald arbejde hårdt for, forklarer brasilianeren. Han forsikrer, at han ikke blot læner sig tilbage og venter på de gode kampe. Han er sin egen værste kritiker. - Jeg kan godt lide at se kampene igennem på tv bagefter. Når du er på banen, så ved du ikke altid, hvilke fejl du laver. Men det kan du se bagefter, så du bedre kan ændre på tingene, fastslår Kayke.