EMNER

KD-formand skal stoppe splid

Kun en stærk formand kan stoppe den opløsning, som intern rapport udpensler

KØBENHAVN:Kristendemokraterne har erkendt, at fiaskoen ved valget især bundede i politisk splittelse og personkonflikter. Nu er politisk samling partiets eneste chance for overlevelse, siger partiets bagland. Det hensygnende midterparti skal i næste måned vælge mellem formandskandidaterne Tove Videbæk, Bodil Kornbek og Mogens Nørgaard Pedersen. Et internt udvalg har sendt et meget klart signal til de tre kandidater. I dets rapport er den mest entydige konklusion på årsagen til valgnederlaget, at ledelsen af Kristendemokraterne sejlede i årevis, mens medlemmerne i folketingsgruppen hver især kørte deres eget løb. Ifølge hovedbestyrelsesmedlem Jens Ole Madsen gik partiet ned med flaget i den periode, hvor partiets formand ikke sad i Folketinget. - Det var vel både politisk og personligt, at folketingsgruppen fungerede dårligt. De menneskelige forskelle fik frit løb, da der ikke var nogen klar ledelse, siger Jens Ole Madsen. - Lige nu har vi en situation, hvor ingen kan vide, om der er sammenhæng mellem, hvad de selv og partiet mener . Ifølge formand i Nordjylland Finn Christensen er der dog grund til at være optimistisk. - Når en af de tre bliver valgt som formand, så er det vedkommende, der tegner partiet, og så betyder kemien mellem dem ikke så meget mere, siger Finn Christensen Stiftstidende har talt med en række kristendemokrater, der har lidt sværere ved at være optimistiske. Kristendemokraterne er splittet mellem traditionalisterne bag Tove Videbæk, der vil genfinde succesen ved at betone "prøvede"mærkesager som abortmodstanden og ulandshjælp. Overfor står Mogens Nørgaard og især Bodil Kornbek, der er mere venstreorienterede - og som er overbevist om, at partiet må skifte stil eller gå til grunde. Netop dén politiske skillelinje har præget partiet i årevis. Partiets nye problem er, at de tre formandskandidater hver især var medskyldige i den ætsende situation, der opstod i partitoppen op til valgnederlaget. Indsigt side 4