KD Handel udvider med foder

Driftig skagbo på Minkvej har alt og skaffer det, han ikke har

Grovvarebranchen 30. december 2004 05:00

SKAGEN: Vi skal langt, langt uden for byen - helt derude hvor vindmøllerne larmer uden at genere ret mange - for at finde Karsten Drastrup, der driver KD Handel, som har alt eller ihvert fald kan skaffe alt på ingen tid. - For at trække folk helt herud skal vi sælge nogle ordentlige produkter og være meget billigere end alle andre, og det ér vi, fastslår skagboen. I en stor gul hal på Minkvej, som er en sidevej til Buttervej, er hovedfirmaet KD Handel paraply for en produkthandel, som dog har afleveringssted for jern og metal på adressen Håndværkervej 16, samt KD Fabrikssalg. Her finder man om ikke alt, så ihvert fald meget og mange forskellige ting. Det er for eksempel Jyden arbejdstøj, brugte videofilm, træbriketter til opvarmning og flaskegas til samme formål. - Der er god gang i salget af gas, for der findes i Skagen faktisk mange gaskaminer. Vi er i fuld gang med at indrette en stor hal til fabrikssalget, og vi regner med at være færdige med den til påske, siger Karsten Drastrup. Han forsøger hele tiden at tage nye varer ind efterhånden, som han oplever efterspørgsel, og det er dyrefoder seneste eksempel på. - Vi har netop fået handlen med foder fra Hornsyld Købmandsgaard. Vi sælger fodder til fugle, høns, katte og heste, og vi får snart foder til endnu flere dyr. Det vi ikke har, kan vi hurtigt skaffe, siger Karsten Drastrup. - Der er jo mange piger i Skagen, der har heste, og de har hidtil været nødt til at få forældrene til at køre langt for at hente foder til deres kære heste. Nu kan de få det her i Skagen og tilmed til en pris under det, de er vant til at give, siger skagboen. Karsten Drastrup startede sin produktforretning for 10 år siden og arbejdede indtil for nylig ved siden af som formand på kajen hos Fiskernes Fiskeindustri.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...