EMNER

KD leder efter en vindersag

44-årige Bodil Kornbek valgt som ny formand - især på sin evne til at markere sig

MIDDELFART:- Så er den hjemme, udbryder en ung fyr med gele i håret, lyserød skjorte og mørkebrunt jakkesæt. Den snigende sejrsrus får ham til at knytte næven og slå ud i luften. På en storskærm står resultatet sort på hvidt. Den 44-årige kandidat Bodil Kornbek har fået 43 procent af stemmerne ved første runde af formandsvalget på Kristendemokraternes landsmøde i Middelfart. De to andre kandidater Mogens Nørgaard Pedersen og Tove Videbæk har fået henholdsvis 24 og 32 procent af de afgivne stemmer. Altså har ingen af kandidaterne fået over halvdelen af stemmerne, og valget skal derfor ud i en anden runde mellem de to førende kandidater, den udfarende københavner Bodil Kornbek og den ældre og mere borgerligt sindede Tove Videbæk fra Vestjylland. Og i det opgør er det helt klart Bodil Kornbek, som vil løbe af med sejren, forsikrer den unge mand i lyserød skjorte. Han hedder Peder Tind, er 24 år, læser statskundskab og stiller op som Kristendemokraternes spidskandidat i Fredericia ved kommunalvalget. - Fremtiden ligger hos Bodil. Det er hende, der kan få vores budskaber ud over rampen. Det er ikke nok at have de rigtige holdninger, hvis man iøvrigt bare sidder og drikker abrikosvand og ser sød ud. Vi skal have vores budskaber ud til vælgerne. Derfor bør og vil Bodil vinde, siger Peder Tind og blinker James Dean-agtigt. Han får ret. En halv times tid senere ligger det endelige resultat, der viser, at Bodil Kornbek er valgt til Kristendemokraternes nye formand med knap 63 procent af de afgivne stemmer. Hun afløser dermed Marianne Karlsmose, som havde den tvivlsomme ære at stå i spidsen for partiet ved folketingsvalget i februar, da det end ikke formåede at hive sig op over spærregrænsen på to procent. Et internt udvalg konkluderede, at fiaskoen især skyldtes politisk splittelse og personkonflikter, og Bodil Kornbek får nu til opgave at samle partiet og udstikke en politisk kurs, der kan få partiet tilbage i Folketinget. Tillid i baglandet Det er nu eller aldrig, mener Kristendemokraterne. Først skal Bodil Kornbek vinde tillid i det vestjyske bagland, lyder det fra flere delegerede på landsmødet. Den nye formand har nemlig ry for at være en anelse uforudsigelig, og efter det svidende valgnederlag i februar havde hun dette bud på, hvorfor det gik så galt: - Jeg ved godt, jeg får stryg for at sige det her, men nogen må altså gøre det. Vi kan ikke komme uden om, at mange vælgere opfatter os som meget vestjyske og indremissionske. Da den nyvalgte formand holder sin takketale i Middelfart, forsøger hun da også at mildne vestjyderne ved at slå fast, at det første sted, hun vil besøge, er Kristendemokraterne i Ringkøbing Amt. - Vi skal have en god dialog, og så tror jeg, det bliver tydeligt, at vi faktisk vil det samme. Kristendemokraterne har en stor fremtid, og jeg glæder mig til den, lyder det slagkraftigt fra den nye formand. - Jeg er ikke i tvivl om, at I ved at vælge mig har vist stort mod. En delegeret fra Viborg Amt har lige røget en pibe tobak på betonpodiet foran Lillebæltshallens indgang. Han er ikke helt tryg ved den nye formand. - Altså det er selvfølgelig vigtigt, at vores budskaber skal ud til vælgerne, men alligevel ... det skal jo heller ikke gå hen og blive useriøst. Det er et eller andet med hendes måde at sige tingene på. Det er svært at sætte ord på, siger han. Men Bodil Kornbek har ikke tænkt sig at lave om på sin facon. - Aj, jeg er jo som jeg er, siger hun. Men vi må styrke kommunikationen i partiet, så vi undgår misforståelser. Vi har jo forskellige måder at sige tingene på. Både den afgåede formand Marianne Karlsmose og 59-årige Tove Videbæk, der tabte opgøret, råder den nye formand til at tage baglandet alvorligt og ikke sælge ud af kristendemokratisk hjerteblod som for eksempel modstand mod abort og mod vielse af homoseksuelle. Bodil Kornbek bedyrer, at hun vil lytte til både land og by i udarbejdelsen af en strategi, der kan redde partiet. Det handler om at finde en vindersag uden dog at kunne definere nærmere, hvad det er. - Det handler om at trænge igennem mediebilledet, selv om vi står uden for Folketinget. Vi skal ikke blive populister, men bruge vores idealistiske udgangspunkt. Hvad er det vi alle sammen bliver rørt af? Det er de nære ting. Vi vil byde ind med et alternativ til den voksende ulighed i Danmark og være garanten for et samarbejde mellem de to betonblokke i dansk politik, siger hun uden dog at ville pege på, hvem partiet i givet fald ville pege på som statsminister. Nordjyde næstformand Nordjyden Mogens Nødgaard Pedersen røg ud i første valgrunde med 24 procent af stemmerne. I anden omgang pegede han på Bodil Kornbek og han står nu til at blive partiets næstformand: - Nu handler det om at trænge igennem med vores budskaber, og der er der nok lidt for meget nordjyde over mig. Jeg pegede på Bodil, fordi jeg er mere enig i hendes politiske linie. Tove Videbæk ligger en anelse til højre, og vi har tabt hver gang, vi har peget på en borgerlig regering. Dermed ikke sagt, at vi absolut vil pege på socialdemokraterne ved næste valg. Vi vilpege på vores politik, siger han.