Ked af at kollegerne skal flytte

Catrine Nielsen - vigtigt at jobbet er i Skagen. Arkivfoto

Catrine Nielsen - vigtigt at jobbet er i Skagen. Arkivfoto

NY FREDERIKSHAVN: - Jeg skal blive i Skagen og forventer at få de samme arbejdsopgaver i den nye arbejdsmarkedsforvaltning, som dem jeg har i dag. Det er jeg tilfreds med, siger Catrine Nielsen, sagsbehandler i dagpengeafdelingen på Skagen Rådhus. - I dag er vi tre, der arbejder sammen i en gruppe. Jeg er ked af, at de to andre i gruppen skal til arbejdsmarkedsforvaltningen Frederikshavn. To af os havde ønsket at blive i Skagen. Catrine Nielsen skal arbejde i jobcenteret i Skagen, og forventer, at det bliver på Virksomheden Skagen på Kattegatvej. Hun ved ikke, om den nye centraliserede struktur, hvor hendes kommende chef placeres i Frederikshavn, ændrer på hendes daglige arbejde. Den sagsbehandling, hun udfører i dag, indebærer bl.a. samtaler med brugerne. Catrine har en søn, Tobias, på fire år, og det kunne blive svært at få familiens hverdag til at hænge sammen med bopæl i Skagen og job i Frederikshavn. - Derfor har den fysiske placering i Skagen hele tiden været det, der fyldte mest for mig. Nu er den på plads, så det er først nu jeg skal til at tænke på de andre ting, der skal falde på plads.