Kristendom

Kede af kritik

HJØRRING:Ledelsen af den store Impact World Tour (IWT) er klar over, at man har fejlhåndteret dele af den store turné. Det beklager næstformanden Torsten Conrad, som er præst i Pinsekirken i Hjørring. - Vores ønske har været, at kirken og dens budskab skal være synlig, aktuel og relevant for nutidens mennesker. Målsætningen har været at skabe refleksion, så den enkelte kan tage individuel stilling til budskabet. Det har overrasket os, at der har været så mange børn under 12 år. Det har undret os, at de kom uden deres forældre, siger Torsten Conrad. IWT besøgte i sidste og denne uge en række haller rundt om i hele Vendsyssel. 23 velbesøgte shows bliver det blevet til. - Vi er en række lokale kirker, der har ønsket at give området en gave, som har kostet en indsats såvel økonomisk som tidsmæssigt for de 200 frivillige, siger Torsten Conrad. De medvirkende i showene er kristne mennesker fra forskellige kirkebaggrunde, som fortæller om deres oplevelser med Gud. Flere fortæller om en fortid med stoffer, druk, vold og selvmordstanker. - De fortæller om, hvordan mødet med Jesus og kristendommen forandrede deres liv. Det er sandt nok, at der i slutningen af aftenen lyder en opfordring til den enkelte om at overveje sin situation. Det har dog aldrig været vores hensigt at fordække noget. Vi vil gerne undskylde, hvid det ikke klart er kommunikeret ud, at det er en gudstjeneste med forkyndelse, siger Torsten Conrad. Nogel forældre har her i NORDJYSKE fortalt, hvordan deres børn blev påvirket af showet og følte sig presset til at gå frem bagefter. - Vi er kede af de situationer, hvor børn og teenagere har responderet på stemningen eller følt sig presset af noget. Det har bestemt ikke været vores hensigt. Netop derfor blev der snakket med dem, der rejste sig og gik frem. Vi ville gerne finde ud af, hvorfor de responderede, siger Torsten Conrad. Han siger, at IWT giver en på "opleveren": - Vi ønsker at kunne følge oplevelserne op. Det er tænkt gjort ved en formidling af kontakt til de lokale kirker, så man kan få talt om indtrykkene og de stærke oplevelser. Halvdelen fik Markus Evangeliet og en cd med videoklip fra showene uden at udfylde et kontaktkort. Torsten Conrad håber, at showene har bidraget til, at det kristne budskab og værdier er kommet på dagsordene i hjemmene. Det var meningen med at invitere IWT til Hjørring.