Lokalpolitik

Kedelig rekord

Den røde regering har sat en ny kedelig danmarksrekord. Aldrig tidligere har en nytiltrådt regering brudt så mange klare valgløfter lige i kølvandet på et valg.

I stedet er regeringen nu gået ind i en bortforklaringsfase, hvor der tales om at tælle til 90 mandater. Men gad vide, om Helle og Villy virkelig troede på, at de tilsammen ville få et flertal i tinget, da løfterne blev udstedt? Alt tyder på, at de velklingende og ufinansierede valgløfter blev skabt til at vinde vælgere før valget. Og det lykkedes som bekendt at sikre et knebent rødt flertal så Helle kunne indtage Statsministeriet - for en stund. Nu vil en del læsere tænke, at ham Pihl blot er sur over tabet af regeringsmagten. Nej, jeg respekterer naturligvis vælgernes tale. Men jeg frygter, at tilliden til det politiske system lider et fælt knæk, når vi ser så voldsom en forskel på løfterne før valget og den konkrete politik efter valget. Mon ikke mange i disse dage sender en venlig tanke til Anders Fogh Rasmussen, der i 2001 indførte et helt nyt princip i dansk politik. Nemlig at man efter et valg gennemfører præcis, hvad man lovede i valgkampen. Til punkt og prikke. Nogle af de ufatteligt kloge politiske kommentatorer kalder dette for kontraktpolitik. Der skal naturligvis kunne samarbejdes og gås på kompromis efter et valg. Men der må dog være grænser for, hvor meget partier kan svigte løfterne for at få magten. Jeg er stolt over, at vi i Venstres folketingsgruppe agter at kæmpe hårdt for den politik, som vi gik til valg på. Så er det nemlig meget nemmere at finde ud af. Både for vælgerne - og for os folkevalgte.