Kedelig Tim

" Tim Christensen and The Damn Crystals"

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Tim Christensen, her fanget på Nibe Festivalen, gør det bedre live end på plade. Slip perfektionismen! Arkivfoto: Michael Bygballe

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at sangskriver og guitarist Tim Christensen er en stor beundrer af Beatles og deres sjældent vellykkede parring af melodi og rockenergi. Men alt, alt for ofte går der velproduceret Paul McCartney-vellyd i den, når den tidligere Dizzy Mizz Lizzy-frontfigur selv skal strikke sange sammen. Sådan også på det nyeste udspil med gruppen The Damn Crystals med blandt andet den glimrende guitarist Lars Skjærbæk. Åbningsnummer "The Damn Crystals", der rent tekstmæssigt præsenterer et syngende jeg, som udbeder sig en pause i et hemmeligt kærlighedsforhold, åbner ellers overraskende veloplagt med spindende guitarer, og forstærkerne skruet godt i bund, så de kan drive sangen frem. Ikke noget dårlig nummer, og ganske overraskende næsten 10 minutter langt, men selvfølgelig også med et roligt, sentimentalt ballademellemspil, inden der igen bliver gået til guitarerne. Tim Christensen har helt åbenbart gerne ville lavet et rigtigt rockalbum, der rusker og rykker, men har lidt problemer med at slippe tøjlerne og for alvor sige farvel til de banalt poetiske kærlighedsfunderinger. For selv om der faktisk er flere gode stunder undervejs, og der ikke kan herske tvivl om, at sådan en sag som åbningsnummeret nok skal få alt, hvad den kan trække på forårets kommende turne og de tilstundende festivaler, bliver albummet i længden sært ensformigt. Tim lyder nu engang som Tim, vemodigt, lyst klagende, og der mangler simpelthen modet eller lysten til at spille rigtig beskidt. Det bliver velformet vellyd i stedet for rocket nødvendighed, men der er da ganske nydelige stunder, som i den dovent slentrende "Far Beyond Driven", akustisk indledt, og ikke mindst de støt rockende og tætte numre, som "Surprise Me" og "Happy Ever After". Her er dømt guitar her der og alle vegne, men der er betydelig metalmathed i det melodiske materiale, og det minder mig igen om, hvor meget bedre Tim lyder, når han spiller live og ikke bare spærrer sig selv inde i al den perfektionisme, korstemmer, der skal sidde lige i skabet og elegante overgange. Og allerværst - rent melodisk bliver det for tamt, pænt og renskuret, og gentagelsesmonotonien og et træt gab truer i numre som "I'll Let You Know" og "Love And Water." Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk Tim Christensen and The Damn Crystals:" Tim Christensen and The Damn Crystals" Mermaid Records