- Kedeligt er det aldrig nået at blive

Ingerlise og Orla Sørensen kan i dag fejre guldbryllup - Jazzen har hele tiden været omdrejningspunkt

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ingerlise og Orla Sørensen - bedre kendt som Fætter Orla - kan i dag fejre guldbryllup. foto: martin damgård

LØGSTØR:- Vi er ikke blevet rige - til gengæld har det aldrig været kedeligt. Det er så yndigt at følge ad - og i dag har de gjort det i 50 år. Ingerlise og Orla Sørensen, Limfjordsvej 47 A, st. tv., Løgstør, kan i dag fejre guldbryllup. Festen bliver nøjagtig så utraditionel som de to mennesker selv. Den er slået sammen med et bryllup. Parrets gode venner, Lena Thomsen og Ole Pedersen, Sebbersund, bliver nemlig gift samme dag. Så de to fester er slået sammen til én stor sammenkomst på Fort West i Borregård. Brudeparret stiller med 60 gæster - og guldbrudeparret med 100. Vielsen af Lena og Ole Pedersen er lagt i hænderne på borgmester Jens Lauritzen. Og folketingsmedlem Pernille Vigsø Bagge har på forhånd lovet at supplere med en tale. Gift samme dag - Under muslingefestivalen for to år siden sagde Ole til os, at han godt kunne tænke sig at blive gift på samme dag, som vi var gift på. For så måtte det være ensbetydende med, at ægteskabet holder og bliver lige så stabilt som vores. - Det var da en sjov idé, så derfor blev vi enige om at slå det sammen med vores guldbryllupsfest, siger guldbrudeparret, der ikke har de store planer for festen. Det skal bare være et ordentlig brag af en fest. Helstegt pattegris, fadøl, muslingesuppe og bryllupskage, men ingen bordplan. - Helst så lidt plan som overhovedet muligt - nøjagtig som da vi holdt sølvbryllup på en campingplads i Nibe. Det var fuldstændig uden struktur, men vi allesammen festede til den lyse morgen, husker parret, der for nylig flyttede fra Ranum til en lejlighed i Løgstør. Mødtes i Silkeborg Ingerlise Sørensen stammer fra Løgstør, mens Orla Sørensen er fra Silkeborg. De to mødtes, mens Ingerlise gik på husholdningsskole i Silkeborg. Nu har rundet de begge 70 år og kan se tilbage på 50 år sammen, der i gennemsnit har budt på et nyt sted at bo hvert andet-tredje år. Parret har boet næsten 20 forskellige steder, men en ting har dog været et fast holdepunkt alle steder. Jazzen. Gennem mere end 20 år har Orla Sørensen været omdrejningspunkt i jazzbandet Fætter Orlas Jazzkapel. Han var hovedmanden bag etableringen af Livø Jazz, Løgstør Blæserne og han har startet Løgstør Garden samt Kimbrergarden. Men jazzbandet er hjertebarnet. Ingerlise og Orla Sørensen daværende hjem i Aars var det sted, hvor jazzbandet blev til i en sen nattetime. Orla Sørensen havde mødt nogle gode venner på et værtshus, hvor han dumpede ind for at få en godnatøl. Karsten Laut, Frank Blicher og Henrik A.T. Jørgensen - alle fra Ranum - endte sammen med Orla Sørensen hjemme hos fru Ingelise, der trakterede med æggekage. Efter det solide måltid satte de sig sammen og spillede til den lyse morgen. Det blev starten på jazzbandet, der i 2004 havde 20 års jubilæum. Ville være lærere Som 40-årige satte både Ingerlise og Orla Sørensen sig for at tage HF-eksamen. Den fik de samtidig med at deres døtre tog studentereksamen. Både Ingerlise og Orla ville være lærere. Orla Sørensen var gennem 22 år musiklærer i musikskolen i år Aars, og herfra satte han sit store præg på musikken i Vesthimmerland. Ingerlise blev beskæftigelsesvejleder - og hun har desuden blandt andet været ansat på Det Beskyttede Værksted samt Røde Kors Hjemmet i Løgstør. I dag er Ingerlises store passion maleri - og Orla Sørensen trutter forsat lystigt i trompeten. Parret har fire børn.