Færdselsforseelser

Kedeligt har det ikke været

En krønike om nogle af de personligheder, der siden 1970 har præget nordjysk kommunalpolitik

Sognerådspolitik er omtrent den værste etiket, en moderne kommunalpolitiker kan få hæftet på et forslag. Selv om der er gået 36 år, siden sognerådene forsvandt, lever begrebet endnu. Det giver mindelser om tiden før 1970, hvor områderne uden for de større danske byer var opdelt i sogne, hvis politiske styre sognerådet udgjorde. Tit var sognene små, og sognerådsformanden klarede ikke sjældent de økonomiske forretninger hjemme ved spisebordet med kassebeholdningen i en cigarkasse. Kommunalreformen i 1970 havde til formål at forandre og modernisere det kommunale selvstyre. Enhederne skulle være større og de nye kommuner mere professionelle – også på det politiske niveau. Det siges ikke direkte, men i de rapporter, der dengang dannede grundlag for reformen, antydes det kraftigt, at styringen af de nye kommuner vil fordre kommunalpolitikere af en anden og mere strømlinet type end mangen en gammeldaws sognerådsformand. Og vel kom der mange velpressede jakkesæt og færre træsko end før i byrådene – eller kommunalbestyrelserne, som nogle foretrak at kalde det. Og vel blev der i timevis talt seriøst og indsigtsfuldt om spildevandsplaner, flerårige budgetoverslag og samordnet indskoling. Men: Folkets mangfoldighed fornægtede sig ikke. Der blev (stadig) plads til enerne, personlighederne, dem, der skilte sig ud fra mængden. ”Danmark er en brugsforening”, sagde historikeren Palle Lauring engang. I Brønderslev blev det i 1970 brugsuddeler Peter Nielsen Jensen, der indtog borgmesterposten. Gennem 20 år styrede ”P.N.” Brønderslev sikkert og med fast hånd. Som var den en brugsforening. Hans afløser, Peder Ivar Nielsen, kunne mere end det politiske håndværk. Han var – og er – en vittig hund. Altid med mindst én vittighed i sine taler, hentet fra en samling på over 10.000 af slagsen, ordnet efter emne i gamle margarinebægre. Kassen med vittigheder om blondiner er angiveligt den mest fyldte! Borgmesterens millionarv Syd for Limfjorden, i Støvring, sad der ligesom i Brønderslev en mand med forstand på penge på borgmesterposten de første mange år: Peter Kvist passede godt på borgernes penge – og på sine egne. På mange måder videreførte han traditionerne fra sognerådstiden, hvilket gav knubs fra mere moderne indstillede borgere. Eksempelvis blev der på et tidspunkt, da der skulle lukkes skoler, i byrådssalen refereret til en aftale, der angiveligt var truffet i byrådet en bestemt dato. Det viste sig ved en nøjere granskning, at der var tale om, at folkevalgte den pågældende dag havde stukket hovederne sammen på kroen og talt om, hvilke skoler der skulle nedlægges. Modstræbende måtte borgmesteren erkende, at dén slags vedtagelser ikke havde gyldighed i en moderne kommune. Da Peter Kvist døde i 1987, var han god for syv mio. kr., tjent på handel med ejendomme og kreaturer. Broderparten havde den barnløse eks-borgmester og hans hustru testamenteret til hjembyen Øster Hornum, som, efter at arveafgiften var betalt, fik helt præcist 3.153.595 kr. Det var – ikke mindst i 1987 – rigtig mange penge. Heller ikke borgmesteren i Hals gennem 14 år, Bernhard Møller Jensen, ruttede med skatteydernes penge. År efter år havde Hals landsdelens laveste skatteprocent. Den kommunale service var, mente nogle, derefter. Men hvorfor, lød ”Møllerens” modspørgsmål, bruge penge på svømmehaller, når de fandtes i rigt mål på den anden side af kommunegrænsen, i Aalborg og ikke mindst i Dronninglund – hvor prisen så til gengæld var, at den østvendsysselske kommune en årrække blev sat under administration af Indenrigsministeriet, fordi riget i den grad fattedes penge. Af dén grund kom netop Dronninglund ofte i medierne. Det samme gjorde Brovst gennem mange år – men det skyldtes den lange, lange række af sager, som skilte de politiske vande og satte tilsynsrådet på overarbejde. To af de mest fremtrædende kamphaner var – på skift – borgmestre: Den kontante, taktisk begavede dyrlæge Henning Mysager (der også var spejdernes verdenspræsident!) og gårdejer Carl Nielsen, en snu og lun ræv, af hvem der i avisens billedarkiv ikke findes mange fotos uden en cigar. Én af de mange uenigheder gjaldt kommunens sekretariatschef, som blev fyret. Detaljerne i sagen, de mange verbale udfald og de mange juridiske slagsmål levner denne artikel slet ikke plads til. Men det hører med til historien, at den vragede sekretariatschef bagefter tog en juridisk embedseksamen, etablerede sig som advokat og tidligere i år dukkede op i medierne som advokaten, der søger at varetage den tvangsfjernelsestruede dreng Freddys interesser over for – Brovst Kommune … På tur over dæmningen Carl Nielsen har jeg engang kørt en biltur med, jeg aldrig glemmer. Det samme gælder uden tvivl bilens anden passager. En kraftig storm havde i firserne delvist ødelagt dæmningen mellem Gjøl og Øland. De to kommuner på hver sin side, Brovst og Aabybro, kunne ikke blive enige om, hvem af dem der skulle betale hvad til genopbygningen. De to borgmestre indvilgede i at lade sig interviewe til radioen om sagen, alt mens vi kørte over den nu ekstra smalle dæmning. Carl Nielsen lagde bil til, men Herdis Gregersen, Aabybros førstedame, sad ved siden af ham. Journalisten sad på bagsædet med båndoptageren. Det blev et indslag, hvor Carl Nielsen ubetinget førte ordet. Han argumenterede for sit standpunkt, udpegede den ene og den anden fugl i Ulvedybet, slog aske af cigaren og styrede – når ellers han havde en ledig hånd! Herdis Gregersen sagde ikke så meget. Mon ikke vi begge opsendte en stille bøn om, at vi ikke røg i Limfjorden, men kom trygt i land? Det gjorde vi. Tørskoede og med råmaterialet til et radioindslag, hvor Brovsts synspunkter nok var stærkest repræsenteret. Heller ikke byrådet i Aabybro var fri for cigarrygende mænd. Herdis Gregersen fandt sig vist aldrig helt til rette med dem og stoppede midt i en valgperiode i politik. Senere uddannede hun sig til zoneterapeut. Kvindelige borgmestre var dengang et særsyn. Da Herdis Gregersen i 1985 blev genvalgt, var hun én af syv kvindelige borgmestre i Danmark. De øvrige 268 borgmestre var mænd! Mor er borgmester Den gæve Elin Møller sikrede via sine fire år som socialdemokratisk borgmester, at Nibe fik andet end Venstre-mænd i front. Jette Thomsen, den kontante krokone og folketingspolitiker fra Aars, blev en af de andre undtagelser fra reglen, da hun erobrede borgmesterposten i Farsø. Hun vidste godt, at på valgaftenen gælder det om ikke at gå for tidligt til ro. Valglokalerne havde ikke været lukket i mange timer, før hun havde snedkereret sit flertal på plads og kunne meddele, at ”nu er mor her altså blevet borgmester”. I flere omgange har hun sideløbende med det politiske drevet virksomhed i kommunen. Kritikere mente, at borgmesterens firmaer af og til nød lidt for godt af kommunens – af borgmesteren – højt profilerede erhvervsvenlighed. Men når der skulle forskes i detaljer i sagsbehandlingen, har kommunalbestyrelsen i Farsø haft tradition for politikere, der glad og gerne engagerede sig heri. Med den mangeårige vagthund, Carlo Nielsen, som en af de flittigste. Farsøs sidste borgmester bliver Landbrugsraadets mangeårige præsident, H. O. A. Kjeldsen. Godsejeren til Lerkenfeldt havde vist glædet sig til et lille, roligt seniorjob, men gjorde hurtigt den erfaring, at 15 kommunalpolitikere i Vesthimmerland kan være vanskeligere at tøjle end titusindvis af danske landmænd. Når Marius sagde skål I Aalborg Kommune må de forgangne 36 år nødvendigvis opdeles i to perioder: Marius Andersens borgmesterperiode – og tiden efter. Bus-Marius, som ærke-aalborgenseren blev kaldt, fordi han havde tjent sine første penge på Aalborgs bybusser, kunne som ikke mange andre tale Aalborgs sag – tilmed på adskillige sprog. Ikke alle taler holdt for et nærmere indholdsmæssigt eftersyn. Faktisk talte borgmesteren ofte mere eller mindre sort. Men han fik nævnt byens navn så mange gange og med så megen glød bag de markante briller, at jubelen ingen ende ville tage. Slet ikke, når talen sluttede med en skål i Rød Aalborg! Bag facaden styrede Marius Andersen den socialdemokratiske flertalsgruppe i byrådet med fast hånd. Så fast, at ét medlem, lektor Erik Ludvigsen, brød med partiet og ved næste valg sikrede sig genvalg på sin egen liste, kaldet Listen for medbestemmelse. Kun yderligere én ikke-partipolitisk liste har formået at opnå valg til byrådet i Aalborg. Paradoksalt nok en liste stiftet af netop Marius Andersen, da han i 1981 var blevet vist vintervejen af sine egne på grund af ”Aalborg-skandalen” (hvor borgmesteren blev dømt for at have modtaget bestikkelse, efter at en entreprenør havde ladet installere et mosgrønt badekar i borgmesterens hjem). Marius Andersen tog sin fængselsstraf, blev af vælgerne atter valgt til byrådet – og nåede, lige før han forlod politik, at blive genoptaget i Socialdemokratiet. I 1981, da skandalen tog fart lige op til kommunalvalget, ønskede socialdemokraterne en ny frontfigur, der på alle måder fremstod som Marius Andersens diametrale modsætning. Det banede vej for Kaj Kjær, der uden de store armbevægelser kunne repræsentere byen på en værdig facon. Landsdelens største kommune har i sit styre også talt blandt andre pølsemand Kristen Poulsgaard, der efter årene på Christiansborg slog sig ned i Aalborg nogle år. En hel del mere politisk tyngde var der i den retskafne konservative rådmand N. P. Kjærgaard Nielsen, der gjorde kampen mod hunde-høm-høm’er på åben gade til en af sine mærkesager. Han fik en dramatisk sortie fra rådmandsposten, da et snævert flertal i hans egen byrådsgruppe vragede ham, skønt han var spidskandidat, og anbragte politiinspektør Paul Wrobel i stolen i stedet. Alligevel ikke chef At politik kan være et blodigt håndværk oplevede også ungdomsskoleforstander Finn Jakobsen, der var Venstres spidskandidat i Sæby i 1989. Partiet fik et mandattal, der berettigede til borgmesterposten, og Finn Jakobsen havde ud på natten ladet sig kåre. Så hoppede ét af Venstres medlemmer, den ubetingede topscorer Hans Krarup Olesen, imidlertid i målet og sikrede sig – uden om Venstre – lige akkurat flertal for, at han skulle være borgmester. I andre tilfælde var det vælgerne, der dømte en borgmester ude. Hemming Nibe-Hansen, navnkundig fiskehandler i Skagen, profilerede kommunen længst mod nord solidt fra sin forretning på havnen, hvor, måtte man forstå, mangt et kommunalt anliggende også blev klaret. Det kunne nogle gange næsten virke, som om det stod skrevet et sted, at i Skagen var ”Nibe” borgmester – basta. Så meget desto større var chokket, også for ham selv, da vælgerne i 1986 fratog ham og Venstre borgmesterposten efter 12 år. Efter fire års pause generobrede en nu lidt mere ydmyg Nibe-Hansen i 1990 førertrøjen. To år senere forlod han politik og gav plads for yngre kræfter. I Løkken-Vrå måtte Birthe Andersen forlade borgmesterposten, efter at hun havde bekendt politisk kulør. Hun stod på en tværpolitisk liste, da hun blev valgt til borgmester, og gjorde det vist efter de flestes mening ”ikke så ringe”. Men hen ad vejen fandt hun det rigtigst at tone rent flag og stillede op for Venstre. Men i Løkken-Vrå har det nærmest været en naturlov, at borgmesteren hentes blandt lokallisternes folk, så Birthe Andersen måtte lægge kæden. Da hun var nyvalgt borgmester, skulle jeg i øvrigt interviewe hende til radioen. Båndoptageren var startet og det første, meget fredsommelige spørgsmål stillet. Så så hun på mig med et skræmt udtryk i øjnene og skubbede mikrofonen til side. ”Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige,” hviskede hun. Efter en snak – med slukket mikrofon – prøvede vi igen, og det gik langt bedre. Talegaverne var vendt tilbage og har vist ikke siden svigtet oftere … Hotdogs og cacaomælk I Hirtshals har borgmesteren i samtlige år også været upolitisk. Eller rettere: Han har været valgt på en ikke parti-politisk liste. Hirtshals’ første borgmester, Jacob Olesen, var af overbevisning retsstatsmand og efterfølgeren Knud Størup socialdemokrat. Men Jacob Olesen forklarede den unge Størup, at han aldrig kunne blive borgmester som socialdemokrat. Så det blev et farvel til partiet – og et goddag til 29 år som borgmester. Knud Størup havde sat næsen op efter yderligere tre år med kæde om halsen i den ny Hjørring Kommune, der etableres om en uge. Men trods et kanonvalg til lokallisten blev Knud Størup ikke borgmester. Billedet af den lamslåede politiker på valgaftenen for godt et år siden sagde alt om, hvordan dét føltes. Til gengæld blev der ved hans afskedsreception i Hirtshals forleden serveret hovedpersonens yndlingsspise: Hotdog med cacaomælk! I det gamle Hjørring nøjedes den afgående borgmester, Bent Brown, ikke altid med cacaomælk. Det stod han ærligt frem og fortalte for et par år siden. Han fortalte samtidig, at han nu var blevet behandlet for sit alkoholmisbrug. Det aftvang respekt. Hobros første borgmester, Kristen Schultz, kendte også til alkoholens svøbe. Han var nemlig forstander på byens Blå Kors-hjem. Kristen Schultz sad på borgmesterposten i 16 år og havde, selv om han for længst havde rundet de 70, gerne taget en tørn til. Men i 1986 måtte han lade sig forvise til de meniges rækker og overlade kæden til den slagfærdige vognmand fra Døstrup, Erlann Christiansen. Han var socialdemokrat – men, sagde nogle i byen, en af de bedste borgerlige borgmestre, Hobro havde haft! Fra Erlann Christiansen kunne man næsten altid være sikker på at få en klar udtalelse om, hvor håbløs regeringen var. Uanset regeringens farve. Dømt for pligtforsømmelse Banken i Hobro, Himmerlandsbanken, engagerede sig i firserne i at få bygget et kongrescenter i Rebild i Skørping Kommune. Borgmesteren i Skørping, banemontør Jens Møller, var en ægte socialdemokrat, der koketterede med, at han hver morgen gik hen og hentede dagens Aktuelt. Men han kunne godt se en idé i anpartsprojektet, der ville sikre 70 nye job, så han sagde ja til en kommunal garanti på fem mio. kr. i projektet. Det gjorde ham i 1989 til den første politiker i landet, der blev dømt for at have tilsidesat sine pligter som politiker. For garantien var ulovlig, hvilket Jens Møller, viste retssagen, på forhånd ikke var ganske ubekendt med. Men han stod ved sin underskrift. Det samme gjorde de to andre dømte, viceborgmestrene Holger L. Holm og Inger Petersen, der stod last og brast med Jens Møller gennem hele sagen. Inger Petersen, der var boghandler i Skørping , tog over som borgmester efter Jens Møller, men døde desværre efter kun nogle få år som en uhyre vellidt frontfigur. En krønike over nordjyske lokalpolitikere, der har skilt sig ud fra mængden, vil ikke være komplet uden Erik Hammer Sørensen. Han var blandt dem, der blev begejstret for Glistrup og Fremskridtspartiet i 1973. Så stor var begejstringen hos Erik Hammer Sørensen, at han kaldte en af sine ejendomme ”Glistruphus”. Det var derfor også oplagt, at han måtte repræsentere det ny parti i byrådet i hjemkommunen Arden. Her foldede han sig ud med angreb på dette og hint og en talestrøm så farverig, at Venstre-borgmesteren, den lidt forsigtige Kristen Skalborg-Hansen, fik nervøse trækninger, så snart Erik Hammer Sørensen skred ind i byrådssalen. Hammer Sørensen formåede eksempelvis det kunststykke at kritisere kommunens stigende udgifter i skarpe vendinger, samtidig med at han som privatmand flittigt udlejede boliger til tilflyttere med større behov for kommunal bistand end de fleste. Den socialdemokratiske lærer og eks-fodboldspiller Arne Toft mente nok at kunne tackle fremskridtsmanden. I hvert fald lod han sig vælge til borgmester med Erik Hammer Sørensen som en del af sit parlamentariske grundlag og med en viceborgmesterpost til kommunens enfant terrible som en del af prisen. Samme model sikrede i øvrigt i Aars en anden socialdemokrat, der også senere kom i Folketinget, Martin Glerup, borgmesterposten. Det var længe før, nogen socialdemokratisk partiformand gav sig af med at bedømme andre partiers stuerenhed eller mangel på samme. Flere byrådsmedlemmer fra Arden var i firserne involveret i færdselsulykker, hvor der efterfølgende viste sig at være alkohol i blodet. I én af sagerne forsvandt politikeren fra ulykkesstedet og blev først pågrebet nogle timer senere. Han forklarede politiet, at han chokeret havde taget sig en ordentlig gibbernakker, da han kom hjem, og derefter var gået rundt i en nærliggende skov. Politiet kunne ikke bevise, at dette ikke var sandt, så kun en mindre del af den meget høje promille, der blev målt, blev udlagt som resultat af alkoholindtagelse før sammenstøddet. Men dømt for promillekørsel blev politikeren. Sådan en dom skal borgmesteren indberette til valgbarhedsnævnet, der afgør, om politikeren fortsat skønnes værdig til at sidde i byrådet. Adskillige måneder senere spurgte den lokale avis i nævnet til sagen – og fik svaret: ”Hvilken sag?” Det viste sig, at mens borgmesteren i nogle måneder havde været sygemeldt, havde viceborgmesteren vikarieret. Han havde ikke taget initiativ til at indberette sagen, selv om han udmærket kendte til dens eksistens. Det var nemlig ham selv, der var blevet dømt. Da avisen fortalte dén historie, tog andre i kommunen affære og indberettede dommen. Slut med de skæve Kommunestyret blev mere professionelt efter 1970 - uanset eksemplerne på det modsatte. Nu står endnu en reform for døren. Med forventninger om mere effektive kommuner og udtalt frygt for, at det folkelige element glider i baggrunden, fordi det vil stille større krav til politikerne at skulle styre så store enheder. Folkestyre betyder, at folket styrer. Bliver det et folkets styre, vi har i vente efter nytår? Samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet svarer ”ja, men kun delvist”. - I de nye store kommuner vil det kræve så mange stemmer at blive valgt, at man skal kunne gøre sig i medierne. Så det bliver de velformulerede, der tager førertrøjen. Den solide lokale kandidat kan nok i nogle tilfælde godt blive valgt. Men de skæve typer i nordjysk kommunalpolitik bliver færre. Det er jeg helt sikker på, siger han.