Keder engle sig

Himlen er er det mest kedsommelige af alt, skriver den amerikanske forfatter Kurt Vonnegut, så de fleste genfærd stiller sig op i kø for at blive genfødt. Jeg har ofte selv tænkt over, om der er knald på i himlen. Altså, bliver der festet igennem med sang og musik og bægerklang. Sådan som man gør i Valhal. Bliver der bowlet i himlen ? Det er svært at svare på, her kan man kun gisne, men jeg tror nej. Jeg tror, ligesom Kurt Vonnegut, at himlen er det mest kedsommelige af alt. I min barndoms søndagsskole gik englene rundt i en flonelverden. De var selv lavet af karton og havde sandpapir på ryggen, så de nemt kunne flyttes med. De havde hvide klæder og store rene vinger, og så hang de ellers ud i den genåbnede Edens have og spiste frugt og grønt og klappede de tamme løver. Der hvilede ligesom et forklarelsens lys over sådan en formiddag i søndagsskolen. Helt fantastisk, på en måde, men jo altså også totalt kederen, ligesom resten af den søndag. Og stort set alle andre søndage. Måske er barndommens søndage himlen en miniature. Uendelig og kedsommelig. Og så yderligere i noget tøj, som man ikke rigtigt må lege i. OK, det med englenes vinger så egentlig ret godt ud. Altså, det gav da i princippet nogle muligheder. Men det var jo ikke vinger á la Batmans eller Supermans. Ak nej, det var faktisk mere søndagsagtige vinger; vinger til pænt brug, om man så må sige. Ingen tvivl om at engle er væsener, der står højere end os. Engle er nået derop, hvor vi alle stræber efter at nå op, helt sikkert. De ka' bare det der med perfektion. Men har engle det sjovere end vi har det. Nix, der er røvkedeligt i himlen. Igen, hvad laver engle en lørdag aften. Har engle et sexliv. Helt ærligt, har hvidklædte engle med renskurede vinger et sexliv ? Jeg har i hvert fald ikke hørt noget om det. Og det er ikke noget, der sædvanligvis bliver lokket med i kirken om søndagen, vel ? Omvend dig, bekend dine synder og få et sjovere liv efter dette. Sådan plejer det i hvert fald ikke at lyde, når jeg en sjælden gang sidder og småkokser til en eller anden gudstjeneste. Der bliver selvfølgelig lovet et liv uden sygdom, og det er bestemt ikke utillokkende. Og et liv sammen med de kære man har mistet er bestemt også attraktivt. Og jeg tror personligt også at himlen er et sted uden weekendfædre, afbetalingsordninger og Stjerne for en Aften. Alt i alt meget godt. I forbindelse med 11. september kom det frem, at disse terrorister, var blevet lovet op til 16 ubesmittede, smukke unge kvinder hver , i det, som vi her kan kalde den muslimske himmel. Jeg tror, at jeg taler på mange mænds vegne, når jeg siger, at det ikke lyder helt dårligt, at det tværtimod lyder som noget der har lidt format. Det er min opfattelse, at mange mænd er interesserede i unge kvinder. Også seksuelt. Spørgsmålet er om de er så interesserede, at de vil konvertere til islam ? For det er som nævnt ikke den kristne himmel, der skilter med sådanne tilbud. Personligt gør jeg det ikke, altså konverterer. Jeg er ikke medlem af folkekirken, men jeg er vokset op i en kristen kultur og må jo derfor være en slags kristen. Og hvilken garanti har jeg for at alt det med de ubesmittede unge kvinder ikke bare er falsk reklame. Måske er det kun et slagtilbud til de hundrede første. Eller måske medfølger der en mobiltelefon, med en type abonnement, som jeg ikke er interesseret i. Jeg er en af dem, der har det privilegium, at jeg er levende. Når jeg vågner om morgenen, kan jeg mærke mine lunger blive fyldt med luft. Jeg kan ane lyset sive ind i mit soveværelse, og jeg kan høre min kones og mine børns åndedræt, - de er altså også levende i dag. Og så sætter jeg mig op og tager tøj på min krop og går ned i køkkenet og begynder at tilberede morgenmaden, som jeg skal ha tilført min krop. Og så ser mine øjne i min krop ud på fuglene på foderbrædtet, min krops øjne registrerer træerne i haven og min krops hjerne bemærker måske, at jeg har en smule tømmermænd, eller måske ligefrem bondeanger over et par lynhurtige bemærkninger, jeg åbenbart havde en ubændig trang til at fyre af i aftes. Måske kan jeg mærke, at jeg er træt af at være en halvskaldet type-2-diabetiker hvis motionsprogram ikke rigtig kører for tiden. Måske er der det dér med økonomien. Eller værre, det dér med selvtilliden. Måske. Der kan være så meget. Måske er det en helt almindelig, nærmest ukompliceret morgen, måske, men det korte af det lange er, at jeg lever, jeg er til, jeg ér den, jeg er med, - jeg er inde i kampen. Og når ungerne er afleveret i børnehave og dagpleje kan jeg i det mindste forsøge at gøre noget ved mit arbejde. Og om aftenen, når vi har bixet lidt thaimad og salat sammen skal ungerne puttes. Der er modgang, ja, bekymringer, ja. Jeg er et fjols nu og da, jeg rammer ved siden af flere gange dagligt, og når jeg har det rigtig skidt, kan jeg ikke engang selv li mig. Men jeg er med. Og nogengange er det jo helt fantastisk. Nogengange er ens naboer bare så søde og hensynsfulde. Nogengange vælter lyset ind i stuen på en befriende måde. Nogengange sender min datter mig det der helt ubeskrivelige smil. Og det er det jeg vil sige. Det er sjovere at være levende end at være død. Det er sjovere at have en krop end ikke at have en krop. Det er sjovere at være med i det besværlige og omskiftelige liv på jorden, end det er at være engel i himlen. Jeg havde en periode i min ungdom, hvor jeg var helt inde i hinduismen. Det hang sammen med den tids trang til at søge nye veje og gøre oprør mod det gamle. En nyttig periode må man sige, - meget blev vendt på hovedet og fik nyt liv, meget blev vejet og fundet for let og en del alt for lette sujetter blev tillagt stor betydning. Og jeg blev dybt fascineret af tanken om reinkarnation og flere liv i fremtiden. Og tanken om flere liv i min fortid, - jeg er en gammel sjæl, - wow ! Men i den hinduiske himmel er der hverken engle, tamme løver eller 16 ubesmittede kvinder. Der er ingenting. Absolut ingenting, og dermed heller ikke nogen krop, som kan registrere sygdom, død og smerte. Det er det, der er hele fidusen ved hinduismen. Det handler om at standse "genfødslernes hjul", altså bevidst undgå at ha en krop og lade sin ånd opgå i den kosmiske bevidsthed. Udslette sig selv, ophøre til fordel for altet. Intet jeg, intet dig, kun altet. Det Store Kollektive. OK, teoretisk set meget fedt, men hvad laver man i intetheden en lørdag aften. Bliver der festet igennem? Bowler man i intetheden? Den svenske forfatter Sara Lidman sagde i et interview for et par år siden: " Når folk tror, at de er vanvittige af forelskelse, så er det i virkeligheden de usynlige, ufødte børn, der sidder i trækronerne eller svæver over bølgerne og spejder efter et forældrepar, som kan føde dem. Det er børnene, som sætter forældrene i verden, ikke omvendt." Og Kurt Vonnegut : "Himlen er er det mest kedsommelige af alt, så de fleste genfærd stiller sig op i kø for at blive genfødt ". Jeg tror, at det er sådan det hænger sammen. Jeg tror ikke vi bliver født af tilfældige forældre, som uskyldige og ansvarsløse individer. Jeg tror at vi selv er ude om det, jeg tror vi presser på. Jeg tror der er kamp om pladserne og jeg føler, at det er et meget stort privilegium at få en plads. Vi vil simpelthen være til, vi kan li' det. Dejlig er jorden.