Keglerne væltede ikke for Skagen

Skagen 20. september 2002 08:00

SKAGEN: Nedrykkerne fra Skagen Billardklub i keglebillardens 2. division er stadig ubesejrede, men for første gang i denne sæson måtte skagboerne se et point forsvinde ved det grønne klæde. Uden den normale andenmand på holdet, Lars Christensen, lykkedes det ikke at slå Bispehaven fra Århus. Heller ikke selv om reserven, Kim Frandsen, gjorde det ganske glimrende med et gennemsnit på 31,82 kegler for hver tur ved bordet og faktisk vandt sin match. Det samme gjorde Skagens absolut bedste keglevælter, Lars Thomsen. Med et fornemt snit på 87,50 point holder han stilen fra de første runder og vandt endnu engang en individuel sejr. Til gengæld tabte både Kasper Axelsen og Michael Sørensen med gennemsnit på henholdsvis 29,78 og 31,88 point, så Bispehaven slap fra Skagen med uafgjort 4-4. Skagboerne kan også uden kegler. I carambolebillardens 3. division var Vejle på besøg i det allernordligste Danmark og de fik en lang tur hjem. Skagen vandt matchen med 6-2. De tre individuelle sejre signeret Jens Henriksen med et snit på 0,603 point, Kasper Axelsen med et snit på 0,406 point og Martin Olesen med et snit på 0,479 point. Lars Thomsen mestrer åbenbart ikke carambolen som keglerne. Han var nemlig eneste skagbo, der måtte notere sig et nederlag. Han tabte trods et snit på 0,586 til en overdådigt spillende Freddy Jelling, der bragede med et snit på 1,206 point. Et snit, der kunne begå sig i elitedivisionen.toto

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...