Boksning

Keller er kold før VM-kvartfinale

Torben keller skal ud i sit livs største boksekamp i eftermiddag. Foto: Michael Koch

Torben keller skal ud i sit livs største boksekamp i eftermiddag. Foto: Michael Koch

MILANO:I eftermiddag bokser han sit livs største kamp, men den 21-årige nordjyske weltervægter Torben Keller, er ikke tynget af nerver. Han tager den som en oplevelse, når han går i ringen til sin kvartfinale ved VM i amatørboksning i Milano mod den sjetteseedede tysker Jack Culcay-Keth. - Jeg har allerede levet op til mine egne og andres forventninger ved at vinde tre kampe hernede, så jeg tager det som en oplevelse og satser selvfølgelig på at vinde, fortæller Torben Keller. Pandrup-bokseren har tre gange tidligere mødt tyskeren - med tre nederlag til følge. Han har desuden sparret med ham ved flere lejligheder. - Selvfølgelig er han favorit, men dermed er alt presset jo også på hans skuldre. Jeg synes, at hans stil passer godt til mig, for han er ret åben og satser på hurtighed frem for parader, siger Torben Keller. Med en sejr vil han være sikret mindst en bronzemedalje, og dagens kamp kan følges direkte på www.aiba.org. Skulle Keller vinde i dag, så stod han til at møde den topseedede cubaner i semifinalen, men han røg overraskende ud forleden til canadieren Mikael Zewski. Sidstnævnte eller den irske EU-mester William McLoughlin bliver Kellers eventuelle modstander i en VM-semifinale. - Skulle jeg gå videre, så tror jeg også på, at jeg har en chance med én af dem, lyder det optimistisk fra Pandrup-talentet.