Keller: Kender ham kun fra Youtube

Den tidligere Pandrup-bokser Torben Keller får i aften sin anden kamp som professionel, når han træder i ringen ved det første Nordic Fight Night-stævne.

Torben Keller møder en rutineret men meget lidt succesfuld hviderusser i Frederikshavn den 21. april. Foto: Thomas Vinther

Torben Keller møder en rutineret men meget lidt succesfuld hviderusser i Frederikshavn den 21. april. Foto: Thomas Vinther

Torben Keller debuterede ved Fight Night-stævnet i Herning i december, hvor han sikkert besejrede georgiske Aleksei Tsatiasvili på point - i aften får han hviderussisk modstand i form af Dzianis Makar, der har en rekordliste på 3-5 med tre knockouts. - Umiddelbart kender jeg ikke så meget til ham, men jeg har da set en enkelt gammel videooptagelse på Youtube. Men som amatør var jeg jo vant til ikke at vide så meget om modstanderne, så det gør mig ikke så meget, siger Torben Keller, der ankom til København fra sin nye hjemby Berlin fredag formiddag. Torben Keller havde oprindeligt fået at vide, at han ikke var på plakaten til aftenens stævne, men for 14 dage siden blev han informeret om, at der var en hviderussisk modstander klar til ham. Alligevel føler han sig overbevist om, at kampen ikke bliver det store problem. - Jeg glæder mig meget til at vise for et større publikum, at jeg står for god, teknisk boksning. Han er jo en ret stor fyr, der har bokset både en og to vægtklasser over mig, men jeg regner med at komme op og se ham an, og så ellers styre kampen på min måde, siger Torben Keller om opgøret, der er programsat til at gå over fire omgange.