Keller kronede flot julestævne

Julestævnet i Aabybro samlede igen mere end 1.000 mennesker.

Boksning 27. december 2010 23:42

Tilskuertallet var igen oppe at ringe omkring de 1.100 tilskuere, da Pandrup BK traditionen tro bød til boksestævne på 3. juledag. Dermed kom tallet op på samme niveau som sidste år, og det var der stor tilfredshed med hos arrangørerne. Se billeder fra boksestævnet her - Vi skal jo tænke på, at det er mandag, og der venter en arbejdsdag for de fleste i morgen, så jeg tør da slet ikke tænke på hvor mange, der kommer, når stævnet ligger på en lørdag igen, siger sportschef Søren Larsen. Boksemæssigt fik tilskuerne masser af flot nævekamp med hele seks landsholdsboksere i ringen. Hovedkampen var naturligvis med Pandrups egen Torben Keller, der fik en svær matchning i weltervægt mod den erfarne Josef Zahradnik med mere end 140 kampe på cv'et. Det blev tenkisk flot boksedyst med Keller i teten, og den danske mester viste flere prøver på sine flotte serier, og særligt i anden omgang gik træfferne rent ind. Tredje omgang startede med en ny flot kombination fra Kellers side, og der var aldrig tvivl om sejren på 5-0. Imponerende speed Kort forinden havde tilskuerne i Aabybrohallen set prøver på det store talent hos Dennis Ceylan fra Århus BK. Fjervægeten viste sin imponerende speed og kastede sig ud i lynhurtige kombinationer imod tjekkiske Jakub Chval, der viste sig at være klart overmatchet. Det udnyttede Ceylan til at vise sig frem i en showkamp, hvor han legede med sin modstander med provokerende undvigelser og cirkusslag - en lettere arrogant bokser men med et overmåde stort talent, der kan nå rigtig langt, hvis han styres rigtigt. Dommeren valgte at stoppe tjekken efter en ny fantastisk serie fra Ceylan i tredje omgang. Allerede i anden kamp fik publikum set et af de mere lysende talenter i dansk boksning, da Lukas Kirkeby Fra Nordsalling BK udboksede sin litauiske modstander Artiomas Karasaiovas med dommerstemmerne 5-0. Kirkeby styrede kampen fra start til slut, og litaueren kunne nærmest ikke hænge sammen i tredje omgang. Tredje kamp bød på den første af tre gæstende boksere fra BK Århus. 18-årige Michael Aziz, der blev danmarksmester i 2009, havde godt styr på en ellers ganske velboksende Aivaras Balsys i en teknisk flot boksekamp. Lokal triumf Bysbarnet Morten Fruensgaard gav publikum en flot bokseopvisning i stævnets fjerde kamp, da han totalt udboksede tjekkiske Krajnic, der havde nok i at forsvare sig bag store dobbeltparader. Da Fruensgaard først fandt ud af at omgå dem, havde tjekken dog ikke en chance. Næsen flækkede i slutningen af første omagng, og blot 17 sekunder inde i anden omgang havde det tjekkiske ringhjørne set nok og kastede håndklædet. Femte kamp gav debut til Jeppe Refsgaard, der fik stor opbakning fra hjemmebanepublikummet, men trods støtten, så var debutanten oppe imod overmagten. Tjekkiske ROman Klein var en teknisk dygtig bokser med væsentligt glere kampe på cv'et, og han vandt en sikker sejr på 5-0. En hård debut for 19-årige Refsgaard. Også Fluevægteren Alex Winther tabte klart med 5-0 imod tjekkiske Erik Agateljan. En af stævnets mest tempofyldte kampe kom i syvende kamp, da Puriya Haidari fra BK Århus var oppe imod litauiske Aleksas Vaseris, der havde 31 kampe på bagen. Begge boksere gik frisk til sagen i en særdeles åben slagudveksling, der dog blev skæmmet af en del urene slag fra den litauiske bokser. Haidari hentede sejren med 5-0. I niende kamp fik Pandrup Bk en sejr, da Brian Brix var klasser over sin litauiske modstander Ugnius Vaitiekunas. Litaueren brugte tiden på at undvige, hvilket gjorde det svært for Brix at ramme med mange træffere, men han var den eneste offensive bokser i det opgør. Brormand fulgte trop I tiende kamp ville Kasper Fruensgaard i supersværvægt ikke stå tilbage for brormand, og i første omgang kastede han sig ud i et sandt angrebsraseri mod tjekkiske Martin Klic. Efter selv at være blevet ramt med en lige højre i midten af omgangen, gik han til angreb og vekslede mellem højt og dybt arbejde, og det var efter et dybt stød, at tjekken måtte tage tælling i slutningen af første omgang. Tjekken måtte tage tælling endnu engang i starten af anden omgang, og efter endnu en venstre røg tjekken i gulvet, og så havde kampleder John Andersen set nok.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...