EMNER

Kemikalieskib drev rundt

Slæbebåd fra rederiet kom til undsætning

NORDJYLLAND:Et 81-meter langt norsk kemikalieskib, Astor, fik i går eftermiddag motorstop 15 mil ude i Jammerbugt. Det drev mod kysten, men det norske rederi klarede selv problemerne ved hjælp af en slæbebåd. I aftes ved 19-tiden lykkedes det at få skibet på slæb og dermed afværge, at Astor flød ind mod kysten. Skibet forventes i havn i løbet af mandagen i Frederikshavn til motorreparation. Der var en overgang fare for, at Astor ville støde på grund et sted mellem Løkken og Blokhus. I første omgang lød meldingen på otte-ni meter høje bølger, men vejret var med de 12 besætningsmedlemmer ombord på skibet. Bølgerne lagde sig til en højde på to-tre meter, og Søværnets Operative Kommando regnede i aftes ikke med problemer for hverken skib eller besætning. SOK har dog hele tiden holdt sig i beredskab, hvis situationen skulle forværres. Skibet, der sejler under Panamas flag, har en besætning med ti sømænd fra Filipinerne, en fra Sverige og en fra Norge. Kemikalieskibets last er tom, men har 87.000 liter brændstof med til eget forbrug.