"Kemohjerne" er et virkeligt fænomen: Kemoterapi kan skade hukommelsen

Kræftpatienter kan få koncentrationsbesvær og forringet hukommelse efter at have fået kemoterapi, viser et nyt dansk studie. Det kan måske skyldes ændringer i hjernens netværk.

Arkivfoto: Colourbox
Sundhed 7. august 2017 07:46

SUNDHED: Dårligere hukommelse, forringet koncentrationsevne og større besvær med at finde de rigtige ord.Sådan lyder nogle af de kognitive problemer, som et nyt dansk studie kan dokumentere blandt mænd, der har været i kemobehandling for testikelkræft.

På avancerede hjerneskanninger kan forskerne samtidig se, at hjernens netværk fungerer dårligere efter kemoterapien. Disse ændringer i hjernens netværk kan måske rumme nøglen til en forklaring på, hvorfor der kan opstå kognitive problemer i forbindelse med kemoterapi – et fænomen, der populært bliver kaldt for kemohjerne.

- Vores skanninger viser, at kemopatienterne får forringet deres netværk i hjernen markant. Hjernen kan simpelthen ikke sende information rundt ligeså effektivt som før, siger Ali Amidi, som er førsteforfatter til studiet og postdoc på Enhed for Psykoonkologi og Sundhedspsykologi på Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet til Videnskab.dk.

Forskerne understreger, at det nye studie ikke er et argument for at undgå kemoterapi - behandlingen redder mange patienters liv. Men det er alligevel et vigtigt resultat, fordi flere og flere patienter i dag overlever kræft og skal tilbage på arbejdsmarkedet og deres sociale liv, påpeger Ali Amidi.

- Vores pointe er ikke, at man skal undgå kemoterapi. Men vi kaster lys på et problem, som ofte er blevet negligeret eller overset. Nogle patienter har haft svært ved at få hjælp til kognitive problemer efter kemoterapi. Så vores forskning er med til at sætte fokus på, at problemet er reelt og eksisterer," siger Ali Amidi.

Forskningsleder og overlæge ved Kræftens Bekæmpelse Christoffer Johansen er enig i, at det er vigtigt at få kastet lys over de problemer, som kan ramme efter kemoterapi.

- Hvis man får en kognitiv dysfunktion handler det om, at man kan have problemer med at huske, udføre opgaver, passe sit arbejde eller være til stede i en samtale. Det kan være et stort problem for den enkelte, hvis det ikke spiller lige så godt, som før man fik kemo, siger Christoffer Johansen, som ikke har været en del af det nye studie, men mener, at studiet er "stærkt og veludført."

En række studier - hovedsageligt på patienter med brystkræft - har i de senere år dokumenteret, at kræftpatienter kan opleve hukommelsesbesvær og andre kognitive problemer efter at være blevet behandlet med kemoterapi.

Men det er fortsat uvist, hvor udbredt problemet er, og hvorfor det opstår, påpeger Christoffer Johansen.

- I øjeblikket er den store diskussion, hvorvidt det er selve kemien i kemo, som er skyld i, at man får kemohjerne. Der er studier, som viser, at alene beskeden om, at man skal have kemo, kan give en kognitiv dysfunktion. Så det kunne betyde, at det ikke er kemoen i sig selv, men den stress, som den forårsager, der kan være årsag til problemet.

- Vi ved simpelthen ikke endnu, hvordan det hænger sammen, siger Christoffer Johansen, som forsker i senfølger efter kræft, skriver Videnskab.dk.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...