Kend din gave på papiret

NORDJYSKEs gaveguide

Lene Rudbæk Aarup
Årets julegaver: 1. Bog & Ide, 2. Imerco, 3. Intersport, 4. Tøjeksperten, 5. Vero Moda.Foto: Henrik Louis
EMNER 9. december 2007 05:00

BRØNDERSLEV: Er du en af dem, der helst vil bevare spændingen til det sidste og ikke vil vide, hvad der er i gaverne, så bladr videre til næste side. Er du derimod en af de nysgerrige, som altid går på julegaverov, sparer NORDJYSKE dig nu for at pakke gaverne ud og ind igen før juleaften. Vi bringer her et udsnit af, hvordan gaverne under træet ser ud i år. På billedet ovenfor ses et udsnit af årets julegaver. 1. Den traditionelle Har du ønsket dig et par nye løbesko, gemmer de sig sandsynligvis i denne pakke. Intersport har kun én slags gavepapir, men ellers er der fri leg med båndet. - Vi gør lidt, som vi selv synes, fortæller Charlotte Hansen, mens hun splitter det røde og hvide bånd op med et specielt nåleinstrument. 2. Rensdyrene En gang sagde de ¿Im er ikke tyr, Im er ko¿ i Imerco-reklamerne. I år kan dette slogan passende laves om til ¿Im er rensdyr¿. For man kan kende Imercos gaver på rensdyrene, som er årets gennemgående juletema. Butikken har tre forskellige rensdyr-relaterede motiver på gavepapiret, og hertil kan kombineres forskellige bånd. Det gør det selvfølgelig en smule svært at gætte, hvor gaven er fra, men et godt tip er, at de fleste gaver fra Imerco er hårde. 3. Den spraglede Her gemmer der sig sandsynligvis en bog. Det spraglede gavepapir fra Bog & Ide er en af tre slags gavepapir. Heldigvis behøver man ikke at se på gavepapiret for at gennemskue, at man får en bog. Det afslører gavens form hurtigt. I Bog & Ide har man også ændret indpakningsproceduren. Her står en af ekspedienterne i et hjørne af papirafdelingen og pakker ind, så folk ved kassen slipper for at vente i for lang tid, hvis de bare skal købe et viskelæder. - Vores kunder er glade for det, og det er hyggeligt, når folk skal have pakket deres gaver ind. Så står de gerne og sludrer lidt, fortæller Catharina Eggert, mens hun krøller det orange bånd. 4. U-julet og langt bånd - Jeg synes vores gavepapir er grimt, erkender Rasmus Joe med det samme og viser i stedet noget mere afdæmpet gavepapir, der er gråt på den ene side og sort på den anden. Derfor kan man regne med, at hvis man får en julegave, der ikke er særlig julet, er den højst sandsynligt fra Tøjekspertens ungdomsafdeling. Rasmus Joe pakker gaven ind i lyntempo. Omkring et halvt minut tager det ham at putte gaven æsken. Ofte er det mænd, der arbejder i herreekviperingsforretninger, og her er en meget simpel tommelfingerregel: Er gaven pakket ind med bånd, der ikke er bundet i en sløjfe, men derimod er flere meter langt og krøllet i en klump, stammer den sandsynligvis fra en herretøjsbutik. Det er karakteristisk for gaver af den art. 5. Logoet De fleste kædebutikker har det samme gavekoncept. Men især hos Vero Moda bliver der ikke lagt fingre imellem. Her er der ikke overladt meget spænding til husets teenagedatter, når hun får sin gave. Butikken går så langt som til at trykke deres logo på selve gaveposen. Til gengæld er båndet et luksuriøst silkebånd, som giver et mere eksklusivt look.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...