Kend din kvindes krop

Anne Vester Høyer og Jacob Lohmann er formidable. De spiller medrivende, jublende morsomt kropsteater i et fantastisk tempo.

Anne Vester Høyer og Jacob Lohmann er formidable. De spiller medrivende, jublende morsomt kropsteater i et fantastisk tempo.

Jeg forsøgte virkelig at forhyre en kvindelig kollega til at anmelde denne forestilling, men det lykkedes ikke. Ingen af de faste kunne. Og så må man jo gå selv. På trods af mit køn. Det er en af mine bedste beslutninger i lang tid. Som mand føler man sig lidt alene i teatersalen. Teater er en kvindesport, men i dette tilfælde var det kvindelig ekstremsport: 85 procent af gæsterne var kvinder. Det var kvinder mellem især 25 og 35. Og det var kvinder fra 50 år og op. Men kvinderne i 40'erne var der ikke mange af. Det skyldes sikkert, at publikum denne aften var rødstrømperne og deres døtre. Kvinder der var unge omkring 1975 da opslagsværket "Kvinde kend din krop" bragede igennem i bevidstheden blandt selvbevidste kvinder i Danmark. Nu har man så lavet et opslagsværk til et teaterstykke. Kan man det? Ja! Der er to skuespillere på scenen: Anne Vester Høyer og Jacob Lohmann. I små skethces eller små scener dramatiserer de en masse kapitler fra den gamle kvindesagsbog. Kan man det? Ja. I allerhøjeste grad. Når det lykkes så godt, skyldes det tre ting: timing, mimik og humor. Timingen er formidabel. Intet mindre. De mange små scener afvikles i et vildt tempo. En scene kan slutte med ét ord. Det får lov at hænge i luften i nogle få sekunder. Lyset på scenen skifter. Ordet står der stadig, men er nu pludselig indgangen til næste scene. Der er overalt fremragende overgange, og hver gang imponeres man af tempoet. Og jeg bemærkede dag også, da forestilling var næsten slut, at skuespillerne var gennemblødte af sved. Så er der mimikken. Især Anne Vester Høyer er tæt på det geniale i sin mimik. Med ansigtet kan hun udtrykke næsten al ting. Også uden ord. Hun og Jacob Lohmann er formidable, når de viser orgasmens fire faser uden at sige et ord. Kun ansigtsudtryk, gestik, lyde. Samt masser af slagtøj. Slapstick-agtige bevægelser. Det er kropsteater, når det er allerbedst. Det kræver bestemt også en del af skuespillerne, når de skal spille så mange roller. Vi møder kvinder i alle aldre. Fra fnisende, 12-årige piger over de 15-årige der står på spring for at debutere seksuelt, til de selvbevidste, lækre kvinder i 20'erne, videre til stolte mødre til spædbørn og mødre til teenagere, til mødre fri for børn og så videre for at ende blandt oldinge. Og skuespillerne favner dem alle med stor, stor overbevisning. At den ene skuespiller er en mand, gør bestemt ikke komikken ringere, for i langt de fleste af sine småroller spiller han kvinde. Og vi elsker det, alle os publikummer. Der er dem, der mente, at rødstrømperne var en flok sure, mandehadende, piberygende østrogenmonstre blottet for humor. Sådan er det bestemt ikke her. For denne forestillings allervigtigste våben er humoren. Det er simpelthen jublende morsomt, og man får i perioder knap nok lov til at grine færdig, før den næste pointe står i kø. Og endnu et genialt træk: Et lille kvarter inde i forestillingen smider de to medvirkende tøjet. De gør det langsomt, og de går en del omkring på scenen. Så alle har set alt. Det smarte er, at vi de følgende fem kvarter ser masser af sexscener. Masser af scener, der handler om fjernelse af kønshår. Om prævention. Om fødsel. Om seksuel debut. Ja om stort set alt, hvad der har med kønsorganerne at gøre. Disse scener spiller skuespillerne med tøjet på. Og det virker helt naturligt. Vi har jo set, det vi skal. Stykket har tidligere i år fået en fuld fortjent Reumert teaterpris i kategorien Årets store, lille forestilling. Selv om publikum primært er kvinder, så er spørgsmålet, om dette også er noget for mænd? "Kvinde kend din krop" er et tema, der naturligvis interesserer alle kvinder. Men hvorfor er det vigtigt, at vi mænd også ser forestillingen? Ja svaret giver jo næsten sig selv: Kend din kvindes krop. Har vi ikke alle lyst til det? Max Melgaard max.melgaard@nordjyske.dk "Kvinde kend din krop" Instruktion og manuskript: Kamilla Wargo Brekling Medvirkende: Anne Vester Høyer og Jacob Lohmann Scenograf: Helle Damgård Lysdesign: Sara Clemmensen Lyddesign: Rasmus O. Hansen Teater Mungo Park på Teater Nordkraft Spiller indtil lørdag.