Kender du typen?

EMNER 10. oktober 2006 06:00

EKSPERT: Når det kommer til samfundsforsker Johannes Andersen, så kender jeg udmærket typen. Jeg mener endda at kunne huske ham som manegeklovn i en tv-udsendelse af sammen navn. Det kan være jeg husker forkert, men det stemmer med min opfattelse af ham i øvrigt, når han dukker op i forskellige sammenhænge – altid betitlet som samfundsforsker, og altid med et heftigt indflet af private politiske synspunkter. Nu er han så fremme igen – denne gang i artiklen ”Forudsigeligt spil om budget 2007” i forgangne søndags Aalborg-sektion. Johannes Andersen kalder det arrogant, når finansminister Thor Petersen siger, at ”vi nu kan købe hele verden”. Jeg kender ikke ordet ”arrogant” som et begreb i samfundsforskningen, så det er nok igen privatpersonen, det snakker, mens forskeren tager sig en tænkepause. Jeg har opfattet det på den måde, at Thor Petersen udtrykker sig med stolthed på hele landets vegne. Vi er nået så langt efter mange års målrettet politisk indsats, at vi nu endeligt er gældfri i forhold til udlandet. Han kan ikke skjule sin glæde. Det er vi mange andre, der heller ikke kan. Det næste er mere interessant, for her må det være samfundsforskeren, der styrer ordstrømmen. Johannes Andersen forklarer de sidste fems ugers uroligheder med at ”befolkningen ikke længere køber hvad som helst de har fået at vide af det politiske system”. Johannes Andersen opdeler samfundet i befolkningen på den ene side, og ”det politiske system” på den anden side. Og han går som samfundsforsker ud fra, at den opdeling er så indlysende, at den ikke behøver nogen forklaring. Det er problematisk – ikke mindst for en universitetsansat samfundsforsker. Er det sådan, at Johannes Andersen ikke anerkender det danske demokrati. Er det derfor han ”som far” har deltaget i den forløbne tids demonstrationer og måske oven i købet støtter de ulovlige blokader og strejker? Eller er det sådan, at Johannes Andersen, som samfundsforsker, ikke kan se, at der er et problem i forholdet mellem demokratiet og det, en anden forsker – Gorm Toftegaard Nielsen - i samme dags avis kalder ”følelsernes folkestyre” og en risiko for pøbelvælde? Eller er Johannes Andersen - bag al snakkeriet - en habil forsker, der bare ikke fra sit elfenbenstårn vil delagtiggøre os andre i hans iagttagelser af det danske demokratis forfald? Forkortet af red.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...