Kendisauktion gav godt til kræftkamp
Stole bortauktioneret til fordel for kræftramte børn
GATTEN: Børnecancerfonden kan godt finde det store golfsmil frem. En velgørenhedsauktion i forbindelse med den store Europa Tour-golfturnering i Gatten indbragte nemlig 299.372 kr. til fordel for fondens arbejde med kræftramte børn.
18 prominente og kendte danskere havde forud for golfturneringen sagt ja til at male hver sin designerstol, som blev sat under hammeren. Der var to auktioner i løbet af dagen. Og sent onsdag aften sluttede en internet-auktion på Lauritz.com, hvor de sidste ni stole blev solgt.
Dynekongen Lars Larsen, mesterbokseren Brian Nielsen og Le Mans-kongen Tom Kristensen er blandt de, der har malet til fordel for Børnecancerfonden.
- Vi synes, det er en sjov og lidt anderledes måde at markere starten på turneringen, og vi havde på forhånd sat os det mål, at kunne vi donere 100.000 kr. til kampen mod børnekræft, så var vi ovenud tilfredse og meget glade, siger initiativtager Betina Fleron Hede fra Turistorganisationen VisitVesthimmerland.
Midt på eftermiddagen gik den tidligere håndboldlandsholdsspiller Lars Christiansens stol for 16.000 kr. Den blev købt af Jan Sondrup, der driver tømrerfirma i Aars.
Tidligere på dagen gik to stole samlet for 50.000 kr. De var malet af Flemming Astrup, der er promotor på golfturneringen, samt dynekongen Lars Larsen, der også ejer golfcentret i Gatten, hvor golfturneringen afvikles.
Cykelrytteren Nikola Aistrups stol gik for 6000 kr. og Brian Nielsens stol for 19000 kr.
Sidst på aftenen stod det klart, at det endelig auktionsbeløb langt overstiger forventningerne.
- Det er jo helt fantastisk, lød det fra Betina Fleron Hede, der ikke haft svært ved at få rækken af kendisser til at stille op.
Udover de nævnte har blandt andre også fodboldlegenden Allan Simonsen og hans partner fra sidste årgang af tv-programmet Vild med Dans, Sofie Kruuse, bidraget ligesom skoproducenten Eccos direktør Dieter Kasprzak. Det har to anerkendte billedkunstnere med lokale rødder - Anita Houvenaeghel og Hanne Støvring - også.
Stolen er i øvrigt formgivet af arkitekten Hee Welling med rødder i Løgstør, og han har også selv givet sit bud på en passende dekorering.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.