Medicin

Kendt advokat dømt igen

SØNDERBORG:Den kendte flygtningeadvokat Hans Boserup er i Vestre Landsret dømt for at give sin klient en beroligende pille under en politiafhøring. Den forseelse koster advokaten 1000 kroner i bøde. 23. November 2006 var han beskikket som forsvarer i en sædelighedssag, og under afhøringen på politigården gav advokaten sin klient en beroligende pille. Tiltalte havde natten før forsøgt selvmord i arresten, og fordi han var nervøs og hyperventilerede, valgte Hans Boserup at give klienten en af sine lægeordinerede, receptpligtige piller. Sagen er blot én i en lang række af episoder, der har gjort Hans Boserup berygtet i branchen. Så sent som for to uger siden, bestemte Vestre Landsret, at Boserups kontor skulle tilbagebetale 734.000 kroner til et konkursbo, som advokaten havde været tilsynsførende for. Sidste efterår gav Højesteret ham et rap over fingrene, da den gav ham en såkaldt irettesættelse for at have antydet, at dommeren i en sag fra Aabenraa havde ladet sig lede af sine følelser og ikke af juraen. Og i juni sidste år gav advokatbranchens egen disciplinære myndighed, Advokatnævnet, Boserup en markant bøde på 50.000 kroner, fordi han havde overtrådt god advokatskik en strid med flere embedsmænd ansat ved udlændingemyndighederne./ritzau/