Kendt for sin stemme i tv

¤Kjeld Nørgaard, skuespiller og far til Kaj og Andrea. fylder i dag 70 år.

Kjeld Nørgaard fylder i dag 70 år. (Foto: HENRIK OLE JENSEN/SCANPIX NORDFOTO 2001)

Kjeld Nørgaard fylder i dag 70 år. (Foto: HENRIK OLE JENSEN/SCANPIX NORDFOTO 2001)

¤Kjeld Nørgaard, skuespiller og far til Kaj og Andrea. fylder i dag 70 år. Selv om skuespilleren Kjeld Nørgaard har medvirket i en række teaterforestillinger, film og tv-serier, er han nok bedst kendt som tekstforfatter og "stemme" til DR's børne-tv-udsendelser om Kaj og Andrea. Programmet startede i 1971, og siden er det blevet til flere end 150 afsnit om den lille bredmundede, frække og lidt anarkistiske grønne frø Kaj og hans snusfornuftige papegøjeveninde Andrea. Børneprogrammet, der i starten af halvfjerdserne blev sendt om morgenen en gang om ugen, blev så populært, at flere plejehjem brokkede sig til B&U-afdelingen, fordi de ældre forlangte at blive vækket en time tidligere end normalt, for at kunne se Kaj og Andrea. Kjeld Nørgaard er bornholmer, student fra Rønne Gymnasium og begyndte at læse på Polyteknisk Læreanstalt, før han blev uddannet lærer på Zahles Seminarium. Efter blot et år som lærer søgte Kjeld Nørgaard optagelse på Det Kongelige Teaters elevskole, hvor han i 1964 debuterede i "Julius Cæsar". Siden blev han tilknyttet mindre scener som Boldhus Teatret og Fiolteatret og vakte opmærksomhed i Det Danske Teaters turnéforestilling "Bal i den borgerlige". I 1987 blev han igen ansat på Det Kongelige Teater hvor han blandt andet spillede Sdanoc i "Mesterklasse", Kent i "Kong Lear", William i "Døgnvæsener" og Arnholm i "Fruen fra Havet". Kjeld Nørgaard har medvirket i 32 danske spillefilm, heriblandt "Oktoberdage", "Det parallelle lig", "Miraklet fra Valby", "Mifunes sidste sang", "Ulvepigen Tinke", "De grønne slagtere" og "Den gode strømer". Han huskes også for roller i tv-serierne "Bryggeren", "Taxa", "Strisser på Samsø", "Rejseholdet", "Edderkoppen", "Forbrydelsen", "Oskar og Josefine", "Solkongen" og "Album". Fire julekalendere er det også blevet til, nemlig "Hallo, det er jul", "Gufol mysteriet", "Brødrene Mortensens jul" og "Jesus & Josefine". Han har også lagt stemme til en række tegnefilm. Et par bøger om sit yndlingstøj er det også blevet til. Når Kjeld Nørgaard holder fri fordyber han sig i det finere snedkeri eller tager på lystfiskeri med sin hustru, Ulla. Turen er flere gange gået til Kenya for at fiske marlin og salifish. /ritzau/