Kendt politichef i Tibetsagen: Det er ren galimatias

Grundloven er blevet fortolket forkert af underordnede, siger tidligere chefpolitiinspektør Per Larsen.

Fhv. chefpolitiinspektør i Københavns Politi Per Larsen ankommer til sin afhøring i Tibetkommissionen fredag.

Fhv. chefpolitiinspektør i Københavns Politi Per Larsen ankommer til sin afhøring i Tibetkommissionen fredag.

FREDERIKSBERG:Et af politiets mest kendte ansigter siger, at han ikke kan forstå, at hans underordnede har skubbet borgernes ret til at demonstrere til side under officielle kinesiske besøg.

- Det er ren galimatias at gå på akkord med Grundloven, siger den tidligere chefpolitiinspektør i Københavns Politi, Per Larsen, fredag, da han afhøres i Tibetkommissionen.

Her bliver han blandt andet præsenteret for udsagn fra tre mellemledere. De har fortalt, at betjente i 1990'erne og senere lavede manøvrer med den hensigt, at kinesiske gæster så mindst muligt til kritiske demonstranter.

For eksempel har en af disse ledere, vicepolitiinspektør Gunnar Sallov, talt om uskrevne regler i ordensmagten om, hvordan besøg skulle håndteres.

- Så er der koks i kulissen, for at sige det lidt populært, lyder kommentaren fra Per Larsen.

Han siger til kommissionen, at han ikke har viden om en sådan politik i hans tid. I perioden fra 1993 til 2010 var han først chefkriminalinspektør og derefter chefpolitiinspektør.

Der skal være en gyldig og sikkerhedsmæssig grund til at flytte borgere, der vil ytre sig, fastslår han under afhøringen.

Forud for Det Sociale Topmøde i 1995 gav han ifølge sit eget udsagn klar besked til en kinesisk fortrop. Meldingen fra kineserne var, at vicepremierminister Zhu Rongji ikke havde det godt med at se demonstranter.

- Det kunne han populært sagt ikke rigtigt tåle. Det medførte, at jeg holdt et længere foredrag om den danske grundlov og om ytringsfriheden. Jeg fortalte dem klart og tydeligt, at der herskede andre regler her i landet, siger Per Larsen.

Tidligere har en anden topchef i Københavns Politi, Kai Vittrup, fortalt kommissionen, at "det susede rundt" på gangene, at kineserne ikke ønskede at se demonstranter.

Kai Vittrup har også forklaret, at han ikke magtede at korrigere opfattelsen - og han måske burde have benyttet sig af "management by fear" og på den måde have stoppet den fejlagtige holdning.

Fredag bliver Per Larsen spurgt, hvad han ville have gjort, hvis han kendte til fænomenet?

- Jeg tror, jeg ville gribe fat om problemstillingen og have udnyttet stabsmøder til at få stoppet det der, svarer han.

Selv Larsens højre hånd som planlægger, Michael Agerbæk, har berettet om traditionen med at gemme demonstranter af vejen.

Men denne "forståelsesramme" nåede ikke op til chefpolitiinspektøren, lyder det.

- Det korte og det lange er, at det ikke har været gældende ret på Politigården, at vi skulle håndtere kineserne på den måde, siger han.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.