Medievirksomhed

Kendt radiostemme på ANR

Kvinden bag blandt andet "Ibens Harem" på P3 skifter fra Danmarks Radio til den nordjyske radiostation.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Iben Maria Zeuthen skifter til ANR. Foto: Lars Juul Hauschildt.

Hendes stemme er kendt fra programmerne "Mondo" og "Ibens Harem" på P3. Men fra 24. januar bliver det ANR´s lyttere, der får glæde af 25-årige Iben Maria Zeuthens behagelige radiostemme. Iben Maria Zeuthen er ansat som såkaldt image- og programspeaker. Det vil sige, at hendes stemme bliver den gennemgående stemme, der præsenterer forskellige programmer og radionyhederne. Bliver vært senere - Efter seks spændende og udfordrende år i Danmarks Radio trænger jeg til at få ny luft under vingerne rent radiomæssigt, og på ANR får jeg mulighed for at være med i et progressivt projekt, som jeg er sikker på vil vise vejen for mange andre radiostationer i den kommende tid, siger Iben Maria Zeuthen. Fra slutningen af februar bliver hun vært på et nyt program med morgendagens ørehængere fra alverdens hitlister, og senere på året er det hensigten, at Iben Maria Zeuthen skal være vært for nogle af de arrangementer, som ANR står bag i Nordjylland. Derudover skal hun spille en rolle i et nyt digitalt univers for nordjyder, som bliver præsenteret senere på året. - Vi er glade og stolte over, at Iben har valgt at fortsætte sin lovende løbebane inden for radiobranchen hos os. Vi føler selv, at vi har gang i et projekt med store visioner og højt til loftet, og det har Iben vist sig at være enig i, siger redaktionschef Mikkel B. Ottesen, NORDJYSKE Medier.