Tyverier

Kendt tyveknægt skal et år i fængsel

Begik nyt indbrud mens han ventede på at komme til afsoning

Arkivfoto

Arkivfoto

AALBORG:En 42-årig mand fra Aalborg blev mandag idømt et års ubetinget fængsel for seks indbrud samt kørsel i narkotikapåvirket tilstand.

Der er tale om en af politiet særdeles velkendt indbrudstyv, og dommen faldt, inden at manden nåede at afsone en anden dom på otte måneders fængsel - også for indbrud - fra januar i år. Dermed har den 42-årige nu udsigt til i alt et år og otte måneder bag tremmer.

Det oplyser anklager ved Nordjyllands Politi Rune Vestergaard.

Fængslet siden 20. marts

Den 42-årige har siddet varetægtsfængslet siden hans anholdelse 20. marts.

Her blev han rutinemæssigt stoppet af en patrulje på Jeppe Åkjærs Vej i Aalborg, hvor manden viste sig at være narkotikapåvirket. I den 42-åriges bil fandt betjentene desuden et koben, handsker og adskillige tyvekoster.

Politiet kunne bevise, at tyvekosterne stammede fra seks forskellige indbrud begået i Aalborg, og de indbrud tilstod den 42-årige at stå bag.

Bilen konfiskeret og kørerkortet frakendt

- Sagen blev behandlet som en tilståelsessag, og varetægtsfængslingen er opretholdt, indtil den dømte kan komme til afsoning, fordi retten har vurderet, at der er stor risiko for, at han begår ny kriminalitet, siger Rune Vestergaard.

Den 42-årige fik også frakendt retten til at køre bil frem til 2020, ligesom hans bil blev konfiskeret, da det ikke var første gang, at han blev standset af politiet i narkopåvirket tilstand. Der er tale om en ældre Volvo fra 1997.

Ud over at hans bil blev konfiskeret, skal manden også betale cirka 350.000 i erstatning for de seks indbrud, som han tilstået.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.