Kendte bysbørn mindet i Løgstør

45 interesserede kiggede på, mens Finn Jensen lagde en krans på Johan Skjoldborgs grav i Løgstør. Privatfoto
Løgstør 1. september 2016 09:34

LØGSTØR: Forfatteren Johan Skjoldborg har stadig mange venner i Løgstør, hvor han skrev mange af sine værker.

Det blev endnu engang understreget, da der forleden var arrangeret kirkegårdsvandring i Løgstør i et samarbejde mellem Løgstør Kirke, Løgstør Lokalarkiv og Lokalhistorisk Forening.

45 interesserede deltog i arrangementet. De mødtes først i servicebygningen på kirkegården, hvor sognepræst Lars Henrik Lyngberg-Larsen bød velkommen til aftenens kirkegårdsvandring med kransenedlægning og efterfølgende foredrag.

Efter velkomsten gik deltagerne til Johan Skjoldborgs grav, hvor arkivleder Finn Jensen lagde en krans. Det er i år 80 år siden, Johan Skjoldborg døde.

Herefter fortsatte man til købmandsfamilien Simonsens familiegravsted, hvor formanden for Lokalhistorisk forening, John Nielsen lagde en krans. Det var Michael Simonsen, der i sin tid forærede byen Løgstør arealet, hvor Løgstør kirkegård er placeret.

Efter kirkegårdsvandringen samledes deltagerne i servicebygningen, hvor der blev serveret kaffe og Finn Jensen holdt sit billedforedrag om Johan Skjoldborg. Under foredraget fik deltagerne lejlighed til at høre Skjoldborgs stemme, idet det er lykkedes arkivet at finde to optagelser fra 1934, hvor Skjoldborg læser to af sine digte samt en optagelse fra 1935, hvor Skjoldborg holder en tale ved et af husmændenes sendemandsmøder i Århus.

Herefter fortalte John Nielsen om købmandsfamilien Simonsen og om hvilken stor betydning, familien har haft for Løgstør. John Nielsens store interesse for familien begyndte, da han af tidligere kirkegårds leder, Jørgen Pajhede, blev gjort opmærksom på, at der i Simonsens familiegravsted er begravet tre personer, der har fået ridderkorset. Herefter var interessen vakt, og John Nielsen fortalte om de mange initiativer, som Simonsen-familien har deltaget i, herunder starten af Løgstør Kirkegård, Løgstør By´s og Omegns Sparekasse, Løgstør Kirke, Simonsens anlæg, for blot at nævne nogle.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...