EMNER

Kendte intet til tuning af knallert

18-årig mand fra Hvalpsund blev alligevel idømt en bøde på 800 kroner

ALSTRUP/NIBE:Selv om både føreren og hans far bedyrede, at der ikke var pillet ved motoren, endte sagen alligevel med en bøde og konfiskering af motordele for en 18-årig mand fra Hvalpsund. Afgørelsen faldt i retten i Nibe, hvor den unge mand ikke alene var sigtet for at have kørt 53 kilometer i timen på Viborgvej, hvilket er næsten det dobbelte af det tilladte for køretøjet. Han havde også gjort det i landsbyen Alstrup et sted, hvor man kun må køre 30 kilometer i timen. Den sigtede kunne indrømme, at han nok havde kørt lidt for hurtigt, men mente ikke at det havde været mere end godt 40 kilometer i timen. Til gengæld afviste han, at han havde gjort noget som helst ulovligt ved motoren. Han henviste til en forhandler i Hobro, der havde ordnet motoren, og garanteret, at der ikke var noget forkert ved den. Den ene af de to betjente, der stod for fartkontrollen, kunne dog berette at manden havde sagt ”Det skal nok passe” til den angivne fart, og han havde også været til stede, da den dømtes far kom til stede og støttede sønnens forklaring. Betjentene gik med til at skille knallertmotoren på stedet sammen med de to, og da det tydeligt kunne ses, hvordan konstruktionen var ulovligt ændret ved den såkaldte variator-ring, var sagen klar. I hvert fald for politiet. Retten dømte den 18-årige til at betale 800 kroner i bøde og til at få konfiskeret de ulovlige motordele. Desuden skal han betale sagens omkostninger Manden har tidligere været stoppet af politiet og fået konfiskeret motordele af samme årsag.