Vold

Kendte voldsbøller gik amok i Aalborg

Nordjyllands Politi har anholdt en, og jagter i øjeblikket den anden gerningsmand til en alvorlig voldssag, der blev begået tidligt torsdag morgen ved gågaden Bispensgade i Aalborg.

Her overfaldt to unge ålborgensere, som politiet tidligere har haft problemer med, helt umotiveret to andre unge mænd. Da det ene offers kæreste blandede sig, fik også hun et knytnæveslag i ansigtet, og en fjerde person, der forsøgte at anmelde volden til politiet, fik ligeledes knytnæveslag. Det ene af ofrene er slemt tilredt, og har blandt andet brækket næsen. Han slog sit hoved ned i fliserne, og blev tilmed sparket flere gange efter han var faldet. Den ene voldsmand er 20 år og fra Aalborg. Nordjyllands Politi ved godt, hvem den anden voldsmand er, oplyser vagthavende ved Nordjyllands Politi. Den 20-årige vil blive afhørt torsdag formiddag, og bliver herefter fremstillet ved et grundlovsforhør.