Kenneth Toft-Hansen videre til finalen i kokkenes VM

Svinkløv Badehotels køkkenchef fik bronze og er dermed blandt de ti kokke, der tirsdag kvalificerede sig til VM i Lyon

Jakob Kanne Bjerregaard
En yderst koncentreret Kenneth Hansen skulle gå videre. Alt andet ville være en fiasko.
12. juni 2018 18:48 - Opdateret 12. juni 2018 20:20

Det var ventet og havde været en sand fiasko, hvis det ikke var lykkedes Kenneth Toft-Hansen og holdet bag at blive blandt de ti bedste i den europæiske kvalifikation til verdensmesterskabet i Bocuse d’Or, der fandt sted i Torino.

Det skete med en tredjeplads i konkurrencen, og dermed er Kenneth Toft-Hansen og holdet klar til Lyon.

Der var spænding til det sidste, og de nordiske lande var i tæt kapløb med Danmark. Kenneth Toft-Hansen fik bronze, sølvet gik til Sverige og Norge fik guld. Frankrig fik Special Platter Price for bedste ret med æg/ost og Island prisen for bedste kødret.

Men Kenneth Toft-Hansens to retter var tilsyneladende fantastiske. Det var dommerne ikke i tvivl om, så Danmark endnu en gang måtte på podiet. Danmark har klaret sig godt til Bocuse d’Or igennem årene, ikke mindst takket være Rasmus Kofoed, som har taget både guld, sølv og bronze og som denne gang er coach for Kenneth Toft-Hansen. Kenneth Toft-Hansen deltager i Bocuse d’Or for anden gang.

- Det er fuldstændig fantastisk, at Danmark igen står på podiet. Det har været en lang proces, det har været en hård proces, men jeg kan jo konstatere, at det har båret frugt at have trænet så intenst siden efteråret. Vi nåede det til tiden, selv om vi var pressede til det sidste, og vi har været oppe imod mange stærke kandidater. Min assistent Christian Wellendorf har simpelthen leveret en kraftpræstation, og Rasmus Kofoed har været en fantastisk sparringspartner for mig, siger Kenneth Toft-Hansen, som til daglig driver Svinkløv Badehotel.

Kulminationen med en tredjeplads skete efter en dag, hvor holdet havde præcis fem timer og 35 minutter til deres kokkerier.

Dermed er holdet kvalificeret til verdensmesterskabet til januar i Lyon, hvor Kenneth Toft-Hansen nu får sin anden chance for at bevise, at Danmark stadig har kokke, der kan præstere på det allerhøjeste niveau.

Her er Kenneths menu

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...