Kent gav Nibe den sidste olie

Veto

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

VEto lagde forvirret ud men sluttede stærkt. Foto: Hans Christian Jacobsen

Vi skal alle dø engang. Sådan lød de absolut sidste ord fra Stor Scene på årets Nibe Festival. Sunget af Kents Joachim Berg i bandets afsluttende ekstranummer, "Mannen i den vita hatten", mens tusindvis af papirstykker flagrede i natteluften og omdannede Hestepladsen til et flimrende konfettihav. Og tiden var bestemt moden til tæppefald efter en varm og vellykket, men også udmattende festival, og ingen kunne have givet den sidste olie bedre end Nordens og nu Nibes største rockband. Uden hverken at lefle for publikum eller kokettere unødigt, sprang Kent lige i armene på os. Med en stortændt Jocke Berg i front og en himmelskælvende rocklussing i de tre gamle "Stenbrott", "Blåjeans" og b-siden "Kallt kaffe" helt tilbage fra debutpladen i 1995 som anslag. Lige så længe har festivalformand Peter Møller forsøgt at hente dem til Nibe, og lørdag nat fik han sin forløsning og mere til. For Kent ville og kunne det hele. Spille drivende guitarrock på "Celcius", vælte os med synthstød i "Berlin", danse disco i en blændende "Vy från ett luftslott" og krybe helt tæt og ind under huden i "Den döda vinkeln", der til slut eksploderede over Nibe. Hele tiden med Joachim Berg som velvilligt centrum. Og endda med overskud til at tilbyde oversættelse til dem, der ikke fangede nuancerne i hans svenske. Vi skulle bare række hånden op og spørge. Men der var ingen sprogforbistring lørdag nat. Kun musik. Og koncerten fandt sit klimaks i den betændte kærlighedssang "Om du var här" med vrede snert fra Sami Sirviös guitar, der bar direkte over i en ond, ond elektroudgave af fløjtehittet "Dom andra", før en fabelagtig " 747" til slut lod tonerne løbe lange i Skalskoven. En magtdemonstration af rang. Endda uden at gribe ud efter mere end en håndfuld af bandets anselige bunke hits. Inden Kent lagde os pænt i seng, havde næste generation allerede spillet ud på Blå Scene. Og danske Veto virkede måske lidt kulrede efter at have været gæster hos L.O.C. i Roskilde få timer tidligere. Men ikke mere jetlaggede, end at den lille forsanger med fuldskægget, Troels Abrahamsen, hurtigt genfandt fokus. På scenen snoede han med det samme mikrofonledningen om hånden. Måske for at spænde sig fast, før det elektrochok, han og resten af bandet effektivt sendte igennem publikum, der lidt overraskende kun fyldte halvdelen af teltet. Ivrigt gestikulerende, som ville han tegne hvert ord for os, tog han kontrollen med showet og det bombastiske blitzbombardement fra gruppens nye "Crushing Digits". De bedste momenter opstod dog i bandets mere vægelsindede og fremmedgjorte kompositioner, hvor Abrahamsen lød som en Robert Smith fra The Cure, men også den Depeche Mode-hyldende "Duck, Hush and be Still" og guitarravende "Digits" stak i hjertet lørdag aften. I et kort øjeblik var det ligesom at være ung igen, før Kent altså senere mindede os om vores egen dødelighed. Så ja, vi skal alle dø engang. Men inden Nibe 2008 åndede helt ud, fik vi én af de bedste koncerter i Skalskoven nogensinde. Og jeg gætter på, at der et sted på pladsen stod en festivalformand med store, våde øjne, der vil give mig ret. Kent, Stor Scene, lørdag Veto Blå Scene, lørdag