Kent Nielsen imponeret af Hobro

AaB-træneren tvivler dog på, at Hobro kommer i Superligaen

Henning Hansen
Kent Nielsen er fuld af lovord om Hobro. Foto: Michael Koch
Fodbold 11. september 2013 06:28

AALBORG: - Hobro blander en fin cocktail, og jeg er spændt på at se, hvor langt det rækker.

Kent Nielsen er som så mange andre imponeret af Hobros forrygende udlæg i 1. division med seks sejre i sæsonens første syv runder, og mandag var AaB-cheftræneren blandt tilskuerne til himmerlændingenes 2-1 gevinst over HB Køge.

Han betegner Hobro-mandskabet som en god blanding, dels af erfarne og yngre spillere, dels af fysisk stærke aktører krydret med letbenede kreative spillere.

Lige nu har Hobro hele syv point at tære af i forhold til en plads, der ikke giver oprykning, men AaB-træneren finder sæsonen lidt for ung til at spå om slutfacit efter 33 runder.

Stærk kvartet

- Hobro har gode forudsætninger, ikke mindst fordi de råder over en gennemsolid akse med Mads Justesen og Anders Egholm i midterforsvaret samt Jonas Damborg og en i mine øjne undervurderet Martin Thomsen på midtbanen. Denne kvartet borger for, at Hobro altid vil være svære at spille imod.

- Man må dog skele til, at de i øjeblikket er inde i en rigtig god periode, og spørgsmålet er, hvordan holdet vil håndtere situationen, når spillet på et tidspunkt ikke længere fungerer.

Direkte adspurgt tror Kent Nielsen ikke på, at Hobro-eventyret ender med oprykning.

- Jeg forventer, at Horsens og Silkeborg i længden vil have de fleste ressourcer - men Hobro vil være med i front meget længe.

Næste opgave for de flyvende Hobro-tropper er en udekamp på søndag mod AB.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...