Kent Nielsen til veteranaften

Gug Boldklubs Venner samlede 80 til årlig hyggeaften

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

GUG:Gug Boldklubs Venner har netop gennemført endnu en vellykket veteranaften med ikke mindre end knap 80 spillere, trænere og ledere fra de gode gamle dage på banen. Hovedformålet - at samle flest mulige med en fortid i klubben – blev endnu en gang opfyldt. Til fulde.

- Blandt deltagerne var der ikke mindre end fire tidligere formænd sammen med den nuværende. Hertil mange andre klubfolk, som på forskellig vis hen over årene har lagt sjæl, tid og kræfter i, at Gug Boldklub er en særdeles velfungerende klub og centrum for masser af nutidens lokale ungdom og mange af de lidt ældre, der i hverdagen boltrer sig lystigt med fodbolden, fortæller Benny Nygaard.

Efter velkomsten blev der dineret en times tid, godt og vel. Med rigtig mandemad på menukortet: Gule ærter og skipperlabskovs samt tilbehør. I takt med indtagelsen af de gode sager steg stemningen.

Og den steg yderligere, da aftenens hemmelige gæst blev præsenteret. Det viste sig – til stor overraskelse for alle – at være AaB’s cheftræner siden efteråret 2010, Kent Nielsen. Han fortalte om nogle af sine mange oplevelser fra et langt liv med fodbold og besvarede spørgsmål fra deltagerne.

Blandt sine oplevelser kunne Kent Nielsen selvfølgelig ikke komme uden om at fortælle om den største af dem alle, Europamesterskabet søndag 26. juni 1992. De meget erfarne spillere, som holdet dengang bestod af, havde spillet sammen i mange år, men var, kort før turneringen i Sverige begyndte, taget på sommerferie rundt omkring. På grund af krigen på Balkan fik Danmark ret sent Jugoslaviens plads i turneringen, så der blev ikke tid til en træningslejr.

Anderledes end da Kent Nielsen var med firserholdet til VM i Mexico. Syv ugers træningslejr oppe i tynd luft.

Aktuelt fortalte Kent Nielsen om sin trænergerning i AaB, hvor der er et fremragende samarbejde om hele tiden at udvikle spillerne. Han fortalte, at han altid ser den enkelte kamp igen ret hurtigt for at kunne give spillerne feedback.

Spørgelysten fra veteranerne var ganske stor, og Kent Nielsen besvarede alle spørgsmål åbent og direkte. Også selv om nogle af disse var noget nærgående, f.eks. i forhold til Michael Laudrups fyring for nylig i Swansea, landsholdets nuværende spillestil, spillerhierarkier, pengenes betydning – både i Danmark og i udlandet.

Det var nu blevet kaffetid, og dertil havde en af klubbens tidligere ungdomsspiller, Peter Rask, som er bagermester i Nørager, sponsoreret og kreeret tre store og flotte lagkager i fodboldstil, der blev indtaget med stort velbehag for den søde tand, de fleste af os jo har.

Gug Boldklubs formand, Henrik Schnoor orienterede om, hvordan det aktuelt går i klubben – her ved indgangen til endnu en spændende sæson.

Klubben har knap 600 medlemmer samt ca. 100 trænere og ledere. Seniorafdelingen mønstrer fire hold i år med 1. holdet i serie 2, mens der er knap 30 ungdomshold.

- Der er således hårdt pres på klubanlægget, som i den kommende tid undergår store forvandlinger – forårsaget af den nye Egnsplansvejs etablering. Træning og kampe skal derfor bl.a. foregå på nogle midlertidige baner, som er anlagt øst for Vedbæk-området, berettede Henrik Schnoor.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.