Udland

Kenyatta vinder valget i Kenya i første hug

Uhuru Kenyatta vinder første runde af præsidentvalg med 50,07 procent af stemmerne. Hans modstandere raser.

Kenyatta vinder valget i Kenya i første hug

Det officielle valgresultat i Kenya viser, at Uhuru Kenyatta er valgt som landets fjerde præsident allerede i første valgrunde, siger valgkommissionen.

- Kenyatta vinder første runde med 50,07 procent af vælgerne bag sig. Jeg erklærer ham derfor som republikkens Kenyas præsident, siger lederen af den uafhængige nationale valgkommission, Ahmed Issack Hassan, lørdag eftermiddag på et pressemøde.

Den nye præsidents ærkerival, den afgående premierminister Raila Odinga, sagde tidligere lørdag, at han nægter at anerkende at have lidt nederlag ved præsidentvalget, fordi der har været uregelmæssigheder ved stemmeafgivningen for fem dage siden.

Kenyatta fik knap 6,2 millioner af af de afgivne stemmer og kom dermed over grænsen på 50 procent, som betyder, at en anden valgrunde er overflødig.

Odinga fik omkring 5,3 millioner stemmer, hvilket svarer til 43 procent.

Flere andre kandidater har kun fået en marginal andel af stemmerne.

Den 51-årige Kenyatta, der er søn af Kenyas første præsident, har i en erklæring sagt, at han er stolt og beæret over, at vælgerne har vist ham tillid ved valget.

Det kommende statsoverhoved er tiltalt for forbrydelser ved Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag.

Der er rejst tiltale mod den tidligere finansminister Kenyatta for sin rolle i de voldelige optøjer og klanuroligheder i landet, som varede i ugevis og kostede flere end 1200 mennesker livet efter parlamentsvalget i 2007.

Gnisten, der antændte de blodige etniske sammenstød, var mistanken om valgfusk samt en meget langsom optælling af de afgivne stemmer.

Det er myndighedernes ønske at genskabe Kenyas image som et demokratisk land med styr på tingene, og både Kenyatta og Odinga har begge lovet at gøre deres bedste for at afværge en gentagelse af blodbadet for fem et halvt år siden.

Men en intens valgkamp har skabt ophidselse og udløst trusler og mudderkastning mellem rivalerne.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.