Keramik i saltcenter

Keramikeren Sten Lykke Madsen udstiller på Danmarks Saltcenter fra St. Bededag og sommeren over på Danmarks Saltcenter i Mariager. Keramikeren viser 82 unika saltkar, som tidligere har været udstillet på Kunstindustrimuseet i København. Sten Lykke Madsen er født i 1937 og har i over 40 år været ansat på Bing & Grøndal. Den usædvanligt produktive keramiker har udstillet sine glade og fabulerende keramiske arbejder mange steder i både ind- og udland, ligesom han er repræsenteret på flere museer. Saltkarrene er lavet i lertøj, stentøj eller porcelæn. Brændingen er foregået i enten gasovn, elovn eller træfyret ovn, - i nogle tilfælde er der eksperimenteret med tilsætningen af soda for at opnå særlige glasur- og farveeffekter. Sten Lykke Madsens inspirationer kommer fra en drømmeverden om kvinder og specielle yndlingsdyr såsom frøer, harer, fisk og næsehorn, som han bearbejder til fantasifulde figurer. Figurerne er ofte nærmest surrealistiske at se på, og i deres kubistiske formsprog gør de Sten Lykke Madsen til et velgørende muntert indslag i nutidig dansk keramik.