Udland

Kerry overrasker: Første USA-udenrigsminister i Somalia

Det er første gang, at en amerikansk udenrigsminister besøger det fattige land på Afrikas Horn.

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, er tirsdag landet i Somalia på et uanmeldt besøg, bekræfter journalister, som følger Kerry på rejsen.

Det er første gang, at en amerikansk udenrigsminister besøger Somalia, hvor to amerikanske helikoptere blev skudt ned under et angreb i 1993. Knap 20 amerikanere mistede livet.

Kerry skal mødes med Somalias præsident, Hassan Sheikh Mohamud, landets premierminister og flere borgergrupper, oplyser amerikanske embedsmænd ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Af sikkerhedsmæssige årsager oplyses det ikke, hvor Kerry skal holde disse møder.

Den islamistiske gruppe al-Shabaab har de seneste 10 år hærget landet på Afrikas Horn, og gruppen har udført utallige angreb rettet mod medlemmer af regeringen og præsidenten.

Meget ofte er al-Shabaabs angreb sket nær lufthavnen i Somalias hovedstad, Mogadishu.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.