EMNER

Kerry står til ny sikker sejr i Wisconsin

MILWAUKEE:Den demokratiske præsidentkandidat John Kerry står til en ny sikker sejr ved tirsdagens primærvalg i delstaten Wisconsin, efter at han har vundet 14 af sit partis første 16 primærvalg. Kerry, der er guvernør i Massachusetts, har ifølge en meningsmåling i Wisconsin 47 procent af sine partifæller bag sig. Han håber efter tirsdagens valg at stå så stærkt, at han kan begynde at koncentrere sig om valgkampen mod præsident George W. Bush. Kerry nærmeste rival, den tidligere Vermont-guvernør Howard Dean, har ifølge meningsmålingen i Wisconsin opbakning fra 23 procent af vælgerne, mens John Edwards, der er senator fra North Carolina, ligger på en tredjeplads med 20 pct.. Efter Wisconsin kan både Edwards og Dean komme under massivt pres for at opgive deres planer om at blive USA's næste præsident og i stedet gå ind og støtte Kerry. Deans egen toprådgiver, Steve Grossman, har op til primærvalget i Wisconsin sagt, at han vil forlade Dean og i stedet støtte Kerry, hvis tirsdagens valg forløber som ventet. Dean har også selv gjort det klart, at han vil overveje sin situation nøje, hvis han taber, mens Edwards under alle omstændigheder agter at fortsætte frem til den store runde af primærvalg den 2. marts. Edwards håber på, at hans kampagne vil få mere medvind, når kun to kandidater slås om nomineringen i Det Demokratiske Parti. Men Kerry har allerede støtte fra mere end en fjerdedel af de 2162 delegerede, som er nødvendige for at blive nomineret. Dermed har han flere delegerede end alle sine rivaler tilsammen. /ritzau/