Børnepasning

Kerter kan opvarme børnehave

Nordjysk tegnestue klar med stort passivhus-byggeri

Daginstitutionen Elverhuset i Høje Tåstrup er udviklet og tegnet af den nordjyske tegnestue Bjerg arkitektur a/s efter passivhus-konceptet. Det vil være selvforsynende med varme.

Daginstitutionen Elverhuset i Høje Tåstrup er udviklet og tegnet af den nordjyske tegnestue Bjerg arkitektur a/s efter passivhus-konceptet. Det vil være selvforsynende med varme.

Fire stearinlys. Det er nok til at sikre varmen på kolde dage i Høje Tåstrups nye integrerede vuggestue og børnehave Elverhuset. Plus varmen fra de mennesker, der opholder sig i huset. Det er udviklet af tegnet af den nordjyske tegnestue Bjerg arkitektur A/S på grundlag af passivhus-konceptet og er landets hidtil største integrerede daginstitution bygget med udgangspunkt i det lavest mulige energiforbrug. Huset blev taget i brug i denne uge. Der er 40 vuggestuepladser og 68 børnehavepladser fordelt over to etager med ca. 1000 kvadratmeter. Pris 15 millioner kroner. - Elverhuset passer sig selv som en selvkørende energifabrik, men uden at gå på akkord med kravet om masser af frisk luft og et sundt indeklima, maksimalt indfald af naturligt lys og stor rummelighed, fortæller afdelingsarkitekt MAA Lars Køhler fra Bjerg arkitektur. Uden dyre hjælpemidler Lars Køhler pointerer at huset klarer opvarmningen helt uden avancerede og dyre elektroniske hjælpemidler. Til gengæld er det placeret rigtigt på grunden og i forhold til verdenshjørnerne, og med udnyttelse af betonkonstruktionens varmeakkumulerende effekt i husets termiske system. En del af huset er under jordhøjde, sådan at terrænet året rundt udnyttes som en konstant varmebuffer. Den nordjyske arkitekt har gennem de sidste ti år har stået i spidsen for at udvikle og udbrede passivhuset i Danmark, og han tør nu hævde, at udviklingen er nået så langt, at det ikke længere er dyrere at opføre et passivhus end traditionelt byggeri i lavenergiklasse 1 og 2. Det skal bare planlægges grundigt i samarbejde med bygherre, rådgivere, teknikere og håndværkere. kj.