Kessler: Larsens høje alder er en fordel

Mads Larsen vender lørdag tilbage til bokseringen, og kollegaen Mikkel Kessler tror på sin landsmand.

Kessler: Larsens høje alder er en fordel

To år og fire måneders pause fra bokseringen efter et grumt nederlag.

Dåbsattesten fortæller, at Mads Larsen er fyldt 39 år.

Alligevel er der hos Danmarks bedste bokser Mikkel Kessler tiltro til landsmanden Larsen, der lørdag vender tilbage til ringen, hvor han møder en 21-årig ubesejret englænder med navnet Luke Blackledge.

- Mads er meget ældre end Blackledge, men det, tror jeg, er en fordel for Mads. Træningen i Berlin har gjort ham super-fit, så han får ingen problemer med udholdenheden.

- Og hans erfaring fra 54 kampe vil hjælpe ham, mener Mikkel Kessler.

Mads Larsen var senest i ringen i januar 2010 i en EM-kamp, hvor han blev stoppet uden at have været i nærheden af sejren mod Brian Magee.

Ved den lejlighed var Larsen langt fra fordums styrke, men alligevel tror Mikkel Kessler på, at Mads Larsen nu kan rejse sig og få karrieren i gang igen.

- Jeg tror stadig, Mads kan gøre det. Hvis han besejrer Blackledge, som jeg tror og forventer, kan han få nogle interessante kampe.

Mikkel Kessler har for nylig prøvet på egen krop, hvad det vil sige at skulle i gang i en boksering efter en længere pause.

- Det er altid hårdt at komme tilbage efter en lang pause. Det tog mig lidt tid at finde min rytme mod Allan Green.

- Mads' pause har været længere end min, men hans erfaring og intelligens i ringen vil hjælpe ham til hurtigt at komme i gang, siger Mikkel Kessler.

Mads Larsen selv er i tvivl om, hvor han står efter sin lange pause.

- Træningslokalet er en ting, og kamp er noget andet. Kun tiden kan vise, om jeg har det i mig eller ej. Det er den chance, jeg tager, om jeg kommer til at falde igennem eller ej, siger han.

Lørdagens kamp bokses i Herning.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst