Kessler-tæsk smerter stadig Froch

10.000 købte billet i den første time af billetsalget til revanchekampen mellem Mikkel Kessler og Carl Froch.

Mikkel Kessler gav Carl Froch øretæver i de to bokseres første møde. Foto: Scanpix
Boksning 4. februar 2013 17:05

LONDON: Carl Frochs IBF-titel og Kesslers mindre titel i WBA-regi er på spil, når de to boksere står over for hinanden i O2 Arena i London 25. maj.

Men titlerne betyder intet for de to boksere i forhold til revanchelyst, smerte og legendestatus.

Mandag stod de to boksere ansigt til ansigt i London for at hype kampen og kickstarte billetsalget, og det show gav tilsyneladende pote.

Sauerland meddelte en time senere, at 10.000 mennesker købte billet til kampen i løbet af billetsalgets første åbne time.

De to topboksere i klassen supermellemvægt tørner sammen i O2 Arena, hvor der er plads til 20.000 tilskuere, og for Carl Froch handler det primært om at få revanche for nederlaget til den danske bokser i 2010.

- De beskrev vores første kamp som brutal, og skal jeg forudsige et ord til at beskrive vores revanchekamp, bliver det "vild". Kessler tog alt fra mig for tre år siden, men jeg kom tilbage med store kampe.

- Dette er en chance for at få revanche og sikre min legendestatus. Jeg tænker stadig på nederlaget, det gør stadig ondt, sagde Carl Froch på mandagens pressemøde.

Mikkel Kessler savner anerkendelse fra sin kommende modstander, idet Froch i flere år har hævdet, at han ville have vundet kampen i 2010, hvis den var blevet bokset på britisk grund.

- Jeg vil have ham til at indrømme, at jeg vandt den kamp, for det gjorde jeg, sagde Kessler mandag og understregede, at han er klar til den revanchekamp, han lovede Froch efter 2010-kampen i Herning.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...