Kevin Magnussen roser kritiske Jenson Button

Kevin Magnussens manglende erfaring koster, mener Jenson Button, som dog kun får ros den anden vej.

Kevin Magnussen er en populær herre.

Da han onsdag morgen var med flyet fra København til Nice forud for weekendens grandprix i Monaco, var det tydeligt at se.

De mange danske Formel 1-fans, som var med samme fly, fik taget billeder med Magnussen og fik autografer af ham.

Helt så populær ser det ikke ud til, at Magnussen er hos sin McLaren-teamkammerat Jenson Button

Den britiske veteran og verdensmester fra 2009 mener, at Magnussens manglende rutine koster teamet i øjeblikket.

Danskeren tager kritikken med ro og roser til gengæld Button.

- Foruden er at være hurtig, så er det vigtigste i Formel 1 at passe på dækkene. Det gode er, at jeg har Jenson ved min side, og han er fantastisk til netop det.

- Jeg lærer en masse i hvert eneste løb, jeg kører. At sammenligne hans data med mine efter løbene lærer jeg en masse af, siger Magnussen.

De tre seneste løb har budt på nul point for McLaren, og efter det spanske grandprix i Barcelona for små to uger siden måtte Magnussen igen finde sig i kritik fra Button.

Briten var citeret for at sige følgende til BBC efter Barcelona-løbet:

- Vi gør det ikke godt nok for tiden. Det gør det mere svært at have en rookie i teamet. Det vil jeg ikke lyve om.

- Kevin er uerfaren, og selvom han lærer hurtigt, er der stadig en tiendedel eller to, som ikke er der, fordi han ikke har så meget information og erfaring, som vi burde have.

McLaren, Magnussen og Button har mulighed for at komme i pointene igen på søndag, når Monacos Grand Prix begynder søndag klokken 14.

Der er træning torsdag og lørdag, hvor der også er kvalifikation.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst