Kevin Magnussen starter som nummer otte i Barcelona

Kevin Magnussen starter som nummer otte i Formel 1-grandprixet i Barcelona søndag.

Kevin Magnussen sluttede som nummer otte i den sidste kvalifikationsrunde lørdag, og dermed starter han i samme position, når der køres Formel 1-grandprix søndag i Barcelona.

Kevin Magnussen sluttede som nummer otte i den sidste kvalifikationsrunde lørdag, og dermed starter han i samme position, når der køres Formel 1-grandprix søndag i Barcelona.

MONTMELó: Den danske racerkører Kevin Magnussen (Haas) starter som nummer otte, når Formel 1-feltet søndag kører grandprix i Barcelona.

Det stod klart efter lørdagens kvalifikation, hvor danskeren gik videre fra de første kvalifikationsrunder og i den sidste kvalifikationsrunde sikrede sig ottendepladsen.

Holdkammerat Romain Grosjean avancerede ligeledes til Q3, og han starter søndag på syvendepladsen.

Valtteri Bottas (Mercedes) starter i pole position lige foran holdkammerat Lewis Hamilton med Sebastian Vettel (Ferrari) som tredje starter.

Daniel Ricciardo fra Renault vidste på forhånd, at han skulle rykke tre pladser tilbage på grund af en straf, men da han sluttede som nummer ti, fik det ingen indflydelse på Magnussens startposition.

Danskeren havde ingen problemer med at køre sig videre fra første kvalifikationsrunde, Q1, med sjettebedste tid, og det samme gjaldt for Romain Grosjean.

I Q2 avancerede begge Haas-kørere, og her var Grosjean en anelse hurtigere end danskeren med en syvendeplads, mens Magnussen var nummer ni.

I den sidste træning tidligere lørdag forud for kvalifikationen leverede Magnussen sjettebedste tid, efter at han fredag leverede tider i træningen, der rakte til en ottende- og syvendeplads.

Grosjean leverede i den sidste træning en femteplads.

Kevin Magnussen har i sæsonens fire første grandprixer hentet otte point, hvilket rækker til en tiendeplads i den samlede stilling, inden det går løs søndag i Barcelona.

I de seneste tre løb i Bahrain, Kina og Aserbajdsjan er det alle gange blevet til en 13.-plads til danskeren.

Romain Grosjean er udgået i tre af årets fire løb og har endnu ikke hentet point for Haas i denne sæson.

I den samlede stilling fører Valtteri Bottas knebent foran Hamilton. Bottas har 87 point, mens Hamilton er et point efter.

Sebastian Vettel er nummer tre med 52 point.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.